I sidste indlæg så vi, i kort oprids, hvordan at læren om Skriften som kirkens eneste ufejlbarlige autoritet ikke havde sit ophav i Reformationen, men findes bevidnet allerede i den tidlige kirke. Det er dog ikke kun ang. Skriftens rolle, at den evangeliske lære bevidner og viderebringer en af kirkens gamle traditionelle trosartikler. Ja, selve ordet traditio betyder at overlevere eller viderebringe, og som beskrevet i førnævnte indlæg, må troslærens troværdig bestå i, at den er en del af troen, som én gang for alle er overleveret de hellige.
Her er læren om retfærdiggørelse
afgørende, og hovedhjørnestenen i selve den lutherske læres
eksistensberettigelse. Derfor må det spørges, kan den evangeliske lære om
retfærdiggørelse findes bevidnet i oldkirken, eller er den derimod udtryk for
menneskers overlevering, der læres som bud givet af Gud? Matt. 15:9.
Ser vi nærmere på oldkirkens lære,
finder vi dog langt fra en samlet eller ensformig udlægning af
retfærdiggørelseslæren. Trosartiklens katolicitet vil altså her ikke bestå i
dens geografiske universalitet, hvilken ingen enkelt forståelse af emnet kan påstå
at besidde, men i dens kronologiske almenhed gennem tiden. Kan en sådan
demonstreres, da har vi årsag til at tro, at den er af apostolsk oprindelse og
ikke af menneskeligt ophav. For her gælder den tidlige, ca. 160-225 e.Kr., nordafrikanske teolog Tertullians mundheld verum
quodcunque primum, id esse adulterum quodcunque postrerius, d.v.s., hvad
end der er tidligt er sandt, hvad end der er senere af uægte/falsk.
For at begrænse dette indlægs
sigte, må vi dog sætte to afgrænsninger. For det første, så vil dette indlæg
ikke beskæftige sig med selve Biblens lære om emnet, da det fortjener sit helt
eget indlæg. Her vil vi blot overveje hvorvidt den evangeliske udlægning af
retfærdiggørelseslæren er historisk, og ikke hvorvidt den er bibelsk. Sat på
spidsen, så kunne samtlige af de følgende kirkefædre have taget fejl og deres
forståelse af læren være forfejlet, men selv om det var tilfældet, så kan læren
i hvert fald ikke være udtryk for et teologisk nybrud med sin oprindelse i 15de
århundredes Tyskland.
For det andet, må det indsnævres nærmere hvad der menes med en evangelisk retfærdiggørelseslære. Den troendes indre forvandling, gode gerningers nødvendighed og andre beslægtede emner er, selvom de er meget relevante, ikke fokusset for denne undersøgelse. Tesen som her vil blive kirkehistorisk belyst, er følgende,
Martin
Chemnitz, Enchiridion sprg. 164.
Især menneskets indre fornyelse,
den ontologiske, d.v.s. værenssmæssige, forvandling af synderen og hans dødelse
af kødet (Kolosser 3:5), fortjener sit eget indlæg, men lad det her være nok at
sige, at den evangeliske forståelse finder sin godtgørelse i den lære om
retfærdiggørelsen, som afviser at menneskets indre og ontologiske retfærdighed
er den, ved hvilken han dømmes retfærdig eller uretfærdig på dommes dag. For i
afvisningen af Kristi tilregnede retfærdighed, m.a.o. at vores retfærdighed
ikke består i vores indre værensmæssige retfærdighed men i Kristi retfærdighed,
som er vores ved troen alene. Derfor er den ikke af gerninger, og kan da heller
ikke være det, fordi vi forenes med Kristus gennem dåben ved tro. Gerningerne
derimod, kan godt til en vis grad forøge vores personlige retfærdighed, d.v.s.
vi kan måske være mere eller mindre habituelt, det er vanemæssigt, retfærdige
når vi ved Guds nåde lever i overensstemmelse med Hans evige lov. Spørgsmålet
vil da være, hvad består vores retfærdighed foran Gud i? På den yderste dag,
hvad vil Gud da dømme os retfærdige ved? Vores indre ontologiske retfærdighed
eller Kristi tilregnede? Lad os se hvad den gamle kirkes vidner fortæller os.
De apostolske fædre – kirkens
tidligste vidner
Et af kirkens ældste overleverede
breve, blev sendt fra kirken i Rom til kirken i Korinth. Brevet er tilskrevet
den ledende præst i menigheden i Rom, Paulus’ medarbejder Clement, om end
brevet selv siger, at det er skrevet af flere personer, nok præsterne fra
menigheden i Rom. Brevet er særligt interessant, fordi diskussionen om
retfærdiggørelseslæren historisk set ofte har handlet om tolkningen af visse
passager i Romerbrevet. Brevet indtager derfor en særlig rolle, da det er den
tidligste udlægning af kirken i Roms egen forståelse, og modtagelse, af den
paulinske lære om retfærdiggørelse, netop den menighed som selv havde modtaget
Romerbrevet, og endda selv havde gæstet Paulus i længere tid, Apostlenes
Gerninger 28.
Læren om retfærdiggørelse diskuteres i brevets 32ste kapitel, her står der bl.a. følgende,
”også
vi, der er kaldede ved hans vilje i Kristus Jesus, retfærdiggøres, ikke ved os
selv, heller ikke ved vor visdom eller forstand, eller fromhed, eller de
gerninger, vi har udført i hjertets hellighed, men ved troen, ved hvilken den
almægtige Gud har retfærdiggjort alle dem, der var fra evighed af. Hans er æren
i evighedernes evighed! Amen.”
1. Clement, oversat af Niels
Hyldahl, i De apostolske fædre
Brevet beskriver hvordan
retfærdiggørelsen er et resultat af Guds vilje, og hvordan vi ikke
retfærdiggøres af os selv men af Gud selv ved troen. Man bør i høj grad bemærke
samtlige negationer, som følger den positive fremstilling af retfærdiggørelse.
Den er af tro, og på ingen måde grundet i os selv, vores visdom, forstand,
fromhed, eller de gerninger, vi har udført i hjertes hellighed. Dette er
afgørende, for forstår man først, at vores retfærdiggørelse ikke er betinget
eller forårsaget af vores egen fromhed eller gerninger gjort i hjertes
hellighed, så forstår man også, at vores retfærdighed ikke kan bestå i vores
indre fornyelse, helliggørelse eller ontologiske forvandling. Modsat en sådan
opfattelse ser vi, at retfærdiggørelsen er af tro, endda udelukkende gerninger
gjort i hjertets hellighed. Denne kategori er særligt afslørende for brevets
forståelse af retfærdiggørelseslæren, fordi sådanne handlinger forudsætter en
allerede troende kristen. For ingen uigenfødt, ingen vantro, ingen ikke-troende
kristen kan gøre nogle gode gerninger, ja i endnu mindre grad gerninger
gjort i hjertets hellighed. Altså er den retfærdiggørelse som forfatteren
omtaler, ikke bare hvad man kan kalde en initial retfærdiggørelse, eller en
påbegyndt retfærdiggørelse, f.eks. når en kristen omvender sig og endnu ikke
har gjort gerninger. Nej, derimod er hele det kristne livs retfærdiggørelse ikke
et resultat af, eller forårsaget af, gode gerninger, ja eller endog af indre fromhed. Disse kategoriske
udelukkelser afviser derfor også enhver forståelse af retfærdiggørelsen som en
indre fornyelse eller ontologisk forvandling.
Et andet meget tidligt skrift som
er overleveret, er Mathetes’ brev til Diognetos. Her læser vi bl.a.
”Men
da vor uretfærdighed havde nået sit fulde mål, og det var blevet fuldstændigt
klart, at dens løn kunne forventes i form af straf og død, da kom den tid, som
Gud forud havde fastsat for at vise sin egen mildhed og kraft – o, hvilken
overvældende Guds menneskekærlighed og godhjertethed! Han fattede ikke had til
os. Han stødte os ikke bort. Han bar ikke nag. Men han handlede tålmodigt. Han
holdt ud. Han var barmhjertig og tog selv vore synder på sig. Han gav selv sin
egen Søn hen som løsesum for os, den hellige for lovløse, den ufordærvede for
onde, den retfærdige for uretfærdige, den uforgængelige for forgængelige og den
udødelige for dødelige. For hvad andet kunne skjule vore synder end hans retfærdighed?
Ved hvem andre end Guds enbårne Søn var det muligt, at vi lovløse og gudløse
kunne blive kendt retfærdige? O, hvilket herligt bytte! O, hvilken ubegribelig
ordning! O, hvilke uventede velgerninger; at manges lovløshed kan skjules af én
retfærdig, og at en enestes retfærdighed kan gøre mange lovløse retfærdige!
Diognetbrevet, kap 9, v2-5, oversat
af Per Bilde, i De apostolske Fædre
Denne fantastisk smukke og bevægende
passage beskriver detaljeret det såkaldte herlige bytte. Brevet er noget
svært at datere, men synes at være affattet omkring starten eller midten af det
2nd århundrede. I den citerede passage forklarer forfatteren hvorfor Jesus ikke
kom tidligere, end han gjorde. Dette skyldes at menneskehedens synd endnu ikke
havde nået sit højdemål, hvad den måtte førend Kristus kom for at frelse os.
Teksten igennem bruges motivet med ombytte og tilregnelse. Den hellige for lovløse,
den retfærdige for uretfærdige, den udødelige for dødelige, brevet beskriver
hvordan vores synder og overtrædelse blev lagt på ham, og hvordan en enestes
retfærdighed kan gøre mange lovløse retfærdige. Vores uretfærdighed beskrives
som værende blevet skjult af en enestes retfærdighed.
Her ser vi tydeligt tanken om at
Kristi tilregnede retfærdighed som et dække over vores uretfærdighed, for selvom
den evangelisk retfærdiggørelseslære ikke benægter, at vi i det indre kan opnå
en hvis form for retfærdighed, så siger den derimod, lig Diognetbrevet, at vores
egentlige retfærdighed består i Kristi retfærdighed, som dækker os og skjuler
vores utilstrækkelighed. Det er dette herlige bytte, at vores synd og
utilstrækkelighed tilregnes Kristus og bliver lagt på ham, selvom han
naturligvis ikke i sit indre bliver en egentlig fordærvet synder, og modsat, at
hans fuldkomne retfærdighed dækker os og tilregnes os, også selvom vi i vores
indre ej heller bliver fuldkomne retfærdige, der er underskønt. Denne
transaktion, eller noget smukkere sagt, dette herlige bytte beskriver Diognetbrevet
smukt. Brevet benytter helt sikkert det paulinske sprogbrug fra skriftsteder
som Gal 3:27, Rom 6, 2 Kor 5:21, og Filipperbrevet 3:7f, der netop beskriver hvordan
den troendes retfærdighed ikke består i hans egen retfærdighed, men af Kristi retfærdighed,
som den troende tilregnes, Paulus siger i Fillip. 3, ”og jeg regner det for skarn [sine fortjeneste/gode
gerninger], for at jeg kan vinde Kristus og findes i ham,
ikke med min egen retfærdighed, den fra loven, men med den, der fås ved troen
på Kristus, retfærdigheden fra Gud grundet på troen”
Bemærk også Diognetbrevets beskrivelse af Kristi tilregnede
retfærdighed, først beskrives den retfærdige, så Hans retfærdighed, og
til sidst en enestes retfærdighed. Her står Guds egen retfærdighed helt
centralt, hvordan den dækker os og skjuler vores lovløshed, og ombytning af
vores synd for hans retfærdighed.
Disse to tidlige tekster er skønne eksempler, begge
skrevet før anden halvdel af det 2nd århundrede, og stærke vidner for den
evangeliske lære om retfærdiggørelse ved tro alene, der på ingen måde er nogen
ny lære, men er bevidnet solidt allerede i hos de tidlige apostolske fædre. Til
sammenligning kan det nævnes, at disse eksempler begge er tidligere end ordet ”treenighed”
er bevidnet, der optræder sidst i det andet århundrede i Sankt Theophilus af
Antiochias skrifter. Interessant nok er netop sprogbruget omkring en skøn
ombytning et, som findes helt tilsvarende hos Martin Luther, som hyppigt beskrev
samme forståelse i flere af sine værker (bl.a. i Om den kristne frihed,
Galaterbrevskommentaren m.m.). Et sprogbrug, som vi nu kan se, ikke havde
sit ophav i den tyske augustinermunk, men derimod rækker det helt tilbage til
oldkirken. Sammenlign f.eks. Diognetbrevets beskrivelse med denne kommentar fra
Luther til Galaterbrevets tredje kapitel,
Således gjorde han et lykkeligt bytte med os, tog vor syndige person på sig og gav os sin uskyldige og sejrende. Iført og iklædt den befries vi fra lovens forbandelse. For Kristus er selv frivilligt blevet en forbandelse for os. Han siger: Jeg er, hvad min gud-menneskelige person angår, velsignet og trænger ikke til noget; men jeg vil forringe (egentlig »udtømme«, sammenlign Fil. 2, 7) mig selv og tage jeres dragt og maske på, og i den vil jeg vandre og lide døden, så jeg kan befri jer fra døden. Og da han således bar hele verdens synd, blev han pågrebet, led, blev korsfæstet, døde og blev for vores skyld gjort til en forbandelse. Men da han virkelig var en guddommelig og evig person, kunne døden umuligt holde ham fast. Derfor stod han på den tredje dag op fra døden og lever nu evigt, og der findes ikke mere nogen synd, død eller vor maske i hans person, men kun retfærdighed, liv og evig velsignelse.
I næste blogindlæg skal vi se nærmere på nogle af de
tidlige kirkefædre og deres bevidnelse af retfærdiggørelseslæren. De senere
kirkefædres skrifter er også langt mere omfangsrige og derfor også langt mere
beskrivende og detaljerede. Så følg endelig med.
PS: Som en lille bonus vedhæftet et videooplæg over samme emne, jeg holdt i St. Martins Kirke på Frederiksberg.
https://www.youtube.com/watch?v=E7hhjSQDQsE&t=4s
