Spørgsmålet om højkirkelighed og lavkirkelig er et både spændende og udfordrende emne. For i vores svar på det spørgsmål, sætter vi rammerne for vores gudstjenester søndag efter søndag. Dette er kirkens hjerteslag, hvor de troende samles i fællesskab, tilbedelse, bekendelse og forkyndelse. Derfor er teologien, det vi tror på og det vi lærer, uløseligt knyttet til gudstjenesten. For den måde vi tilbeder på, afspejler uhjælpeligt også meget af det, vi tror på.
Så er hvad er højkirkelighed? Højkirkelig er den gudstjeneste, der peger de troende mod den Højeste. I landsbykirkerne og de store middelalderkatedraler er der højt til løftet, høje slanke søjler holder hvælvingerne oppe, og disse lange lodrette linjer drager øjnene opad, op imod den Gud vi længes efter. De store vinduer bader kirkerummet i lys, fordi vi i forkyndelsen af ordet oplyses af Ordet, der er vejen, sandheden og livet.
Gudstjenesten foregår efter en fast ramme, med nedskrevne bønner og med respekt for traditionen. For med dette viser vi, at det ikke handler om præsten. Vi gemmer præsten væk i en dragt og gør ham anonym. Vi giver ham nedskrevne bønner, fordi det ikke skal handle om ham men om Gud. Vi gør det, fordi han ikke skal fokusere på sig selv, og hvad han finder på i øjeblikket. Han sættes fri ved hjælp af den faste struktur, så han kun skal fokusere på een ting, nemlig at forkynde ordet ret og forvalte sakramenterne vel.
For gudstjenesten handler ikke bare om dig, men om Gud - og idet den handler om Gud, er den for dig. Gudstjenesten er derfor Guds tjeneste til os, fordi vi hører Hans løfte om tilgivelse og møder Kristus i Ordet forkyndt og i nadveren. Han viser sig i form af brød og vin for os, så vi kan vide, at vores åndelige næring og føde er dér. Det er sanseligt, det er objekt og extra nos, uden for os.
Dette står i modsætning til lavkirken. For når vi ikke søger Kristus dér, hvor Han lovede os at møde os, i Ordet og nadveren, så søger man Ham dér, hvor Han ikke er. Den subjektive følelse, den flygtige mavefornemmelse. I forsøget på at blive relevant, efter tidsåndens betingelser, bliver kirken blot jordisk og irrelevant.
I det dunkle mørke rum, til lyden af sekulært inspireret indierock-musik fra en scene, minder det mere om en verdslig koncert end om Guds menighed, der skal være i verden men ikke af verden.
Pop-scene, plexiglas og dunkel belysning er ikke bare uskyldige udtryksformer, men udtryk for en teologi, der vægter mig og Jesus og den flygtige mavefornemmelse. For i mørket ser du ikke menigheden og altret, her er rampelyset på scenen, på popband og prædikant. Det bliver abstrakt, og åbner døren for relativisme, fordi erkendelsen og oplevelsen af Gud bliver individualiseret og subjektiv, adskilt fra menigheden og det håndgribelige. Den bliver foranderlig og løsrøvet for den overlevering, som binder de kristne pris af Gud sammen henover århundrederne.
Dette er langt fra Guds tjeneste til os i ord og sakramente. For når det igen bliver mandag og hverdag, og følelsen er forstummet, hvor er trøsten og troens grundlag så hvis ikke i ord og sakramente?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar