Ulvekors mellem asetro og kristentro
- Om ulvekorset eller ulvehammeren fra Foss

Ulvekorset fra Foss på Island har med sit tvetydige udtryk og ophav i skæringstiden mellem asetro og kristentro vakt debat og fædret mange tolkninger. Gjort af sølv, ca. 5x3 cm langt, og fundet i 1910 af bonden Elisberg Petursson, er dette finurlige halskædevedhæng med sin tvetydige blanding af norrøne og kristne træk et spændende vidnesbyrd fra tiden omkring religionsskiftet på Island og i hele Norden.

Asetroen var aftagende og kristendommen var tiltagende, og flere har måske netop derfor set smykket som et uægte barn, hverken rigtig kristen eller rigtig hedensk, en uskøn sammenblanding eller en tvesindet hensynserklæring til begge religioner. For med sit drabelige dyrehoved, som udgør ørken i vedhænget, dvs. hullet hvor kæden hænger, og den omvendte korsform, så synes det umiddelbart ikke at ligne et kristent kors. Vi er vant til at se korset med sin længste arm nederst, og så tre mere eller mindre lige lange arme, to vandrette gående mod hver sin side og en lodret opadgående, dvs. det såkaldte latinske kors.

Derfor har visse iagttagere ikke set et omvendt kors, men snarere Thors navnkundige hammer Mjølner, der også kendes i form af halskædevedhæng fra utallige fund fra vikingetiden. Kunne det mon være Fenrisulven og Mjølner, og derfor et ærkehedensk smykke, som der er tale om? Særligt hvis alternativet er at se vedhænget som et omvendt kors, for er det ikke kun satanister, og ikke kristne, som går med den slags?

Omvendt indvender andre, at Mjølner aldrig afbilledes som et kors, dvs. hvor Thors hammers skaft, så at sige, føres igennem hammerhovedet og stikker ud og fortsætter frem, og derfor kommer til at antage en korslignende facon. Endvidere så er det omvendte kors også et almindeligt og tidligt kristent symbol, kendt som Sankt Peters Kors. Denne korsform ihukommer historien om Sankt Peters korsfæstelse, kendt fra den tidlige oldkirke, bl.a. fra det apokryfe skrift Peters Gerninger. Heri idømmes apostlen Peter døden ved korsfæstelsen, men beder sin bøddel om at korsfæste ham med hovedet nedad, da han var uværdig til at lide døden på samme måde som sin Herre Kristus.

En tredje midterposition afviser begge førnævnte tolkninger som værende et falsk dilemma. Sandheden findes i midten, og smykkets tvetydighed skal ses som et helt overlagt tilvalg, ikke et problem der skal løses, men som selve smykkets formål. I en tid hvor trosretninger brydes, og hvor kulturel identitet er i opbrud, tjente vedhænget som en bro mellem den gamle religions tankeverden og billedform samtidig med at den nye religions sejrstegn blev omfavnet. Ulvekorset er derfor med vilje tvetydigt, og en art mellemting, hverken rent hedensk eller kristent, med en blanding. Med andre ord, ren synkretisme.

Men hvad er så op og ned i sagen her, og kan vi overhovedet komme det nærmere med tusind års afstand? Det tror jeg godt vi kan. Så lad os se nærmere på de mulige tolkninger og vurdere dem.

Synkretisme, dvs. blandingen af hedenske og kristne elementer, var ganske udbredt i vikingetidens religiøse overgang, men med forskellige forhold i doseringen. Det kunne være alt fra næsten rent hedensk, hvor man alene
inkorporerede Hvide Krist som en blandt mange guder, til nærmest rent kristent, hvor man alene brugte den nordiske billed- og symbolverden til at formidle kristendommen, f.eks. den Store Jellingsten, hvor den sejrrige Kristus, omgærdet af runer, bestiger livets træ, korset. Rene mellemting er også fundet, f.eks. udtrykt i den berømte støbeform fundet nær Limfjorden i Himmerland, hvor en og samme smykkemager glædeligt støbte kristne kors, her det græske kors med lige lange arme, side om side med Thors hammer, Mjølner.

Men hvor falder vedhænget fra Foss så i dette spændingsfelt, kunne det tænkes at være rent hedensk? Nogen har argumenteret mod dette, fordi smykkets form er helt ulig de thorshamre, som er fundet, jævnfør det gennemførte skaft, som aldrig nogensinde er fundet på noget smykkevedhæng, selvom omtrent 300 sådanne smykker med Mjødner er fundet fra vikingetiden. Retfærdigvis må det dog siges, at en sådan afbildning af Mjølner kendes, lad mig her blot bringe to eksempler.

Først denne gemytlige afbildning af Thor fra Altuna runestenen i Sverige (til højre), hvor vi ser Thor i kamp mod Midgårdsormen, en historie kendt fra Hymskvadet fra den Ældre Edda. Bemærk at hammerens skaft her er ført gennem hammerhovedet. Endvidere kan også nævnes den lidt mere usikre figur fra Eyrarland, fundet på Island i 1815. Her ser vi sandsynligvis også en afbildning af Thor, muligvis fra en scene fra Thors besøg hos Udgårdsloke kendt fra den Yngre Edda. Alternativt kan der også være tale om en noget mere sekulær spillebrik fra vikingernes yndede brætspil hnefatafl. Tages Thor-tolkningen, så ser vi også her, at skaftet er ført gennem hammerhovedet. Det er således ikke umuligt at der er tale om Mjølner, selvom skaftet er ført gennem hammerhovedet. Men muligt betyder dog ikke sandsynligt, er denne form ukendt overfor mjølnervedhængene som er fundet.

For at komme ulvekorsets identitet nærmere bør vi derfor vende blikket mod nogle af samtidens korsvedhæng, som kendes fra flere fund. Hos de germanske frænder i vest, anglerne og sakserne (og jyderne!) som havde bosat sig i Britannien, og omdøbt øen i egen navn til Angeland, deraf England, kendes flere kors fra vikingetiden, da kristendommen her vandt fodfæste nogle århundrede tidligere end i Skandinavien. Eksempelvis kan nævnes det smukke Newball Kors, fundet i marts 2005 nær Lincoln i det nordlige England, dateret til omkring det syvende århundrede.  

Her springer to lighedstegn med ulvekorset i øjet, først brugen af det omvendte kors, Sankt Peters korset, med ørken for enden af korsets fod, og for det andet korsets udhuling af et mindre korset i smykkets centrum.

Tillige skal det nyfundne guldkors fra Berwick ved Tweed i Northumberland, nær det berømte og vigtige kristne centrum Lindisfarneklostret nævnes. Korset blev fundet i 2020 af en hobbymetaldetektorsøger og minder i grundstrukturen ganske meget om Newball korset, begge med samme Sankt Peters kors. Berwick korset er tillige udsmykket med flere mindre kors, her tre ved hver af de udstikkende korsarme, og med en runeinskription sigende Eadrulf, sandsynligvis ejerens navn.

Disse fund viser denne korstypes udspredelse hos de nyligt omvendte kristne angelsaksere, der selv havde været asetro nogle få generationer tidligere. Særligt de flere mindre kors, som udsmykker hovedkorset, understreger også deres eksplicitte kristne natur.

Faktisk kendes denne korsform også fra Danmark fra et enkelt fund, gjort ganske nyligt i 2025, ved den såkaldte Hedeby skat fundet af Arjen Spiesswinkel nær Slien. Korset, som også er et Sankt Peters kors, blev begravet sammen med værdigenstande, bl.a. arabiske sølvmønter, og er dateret til tiden omkring det niende århundrede. Det er selvfølgeligt særligt interessant, da netop de første kirker i Danmark blev bygget i selvsamme område under Sankt Ansgars missionsrejser i midten af 800-tallet.

Til sidst må vi også se nærmere på et par norske fund, som må være det direkte sammenligningsgrundlag for Ulvekorset fra Foss. Her er tale om tre korsvedhæng, alle Sankt Peters Kors, to med mindre kors i centrum, af en opbygning og type som minder om Ulvekorset i meget høj grad.

Her, fra øverst til nederst, er Ringsaker korset gjort af sølv og fundet i 2019 af Ole Harpøth i Opplands Fylke i Norge. Korset er dateret til tiden mellem 800-1050. De to andre kors er også af sølv og fundet i Innlandet Fylke og dateret til samme periode.

Flere slående ligheder ses. Ens Sankt Peters korsform, ørk i toppen, kors motiv i midten i to af de tre, og med samme ornamentik med svulst midt på armen og for foden, dvs. udvidning i diameteren, i søjletekniske termer også kendt som torus og echinus. Præcis denne form for kors-ornamentik, inspireret af de klassiske søjler, kendes også fra samtidig kristen kunst, jævnfør billedet nederst til venstre. Her ses danerkongen Knud den Store, efter sin sejr over anglerne og erobring af den engelske trone. Motivet, som stammer fra folio 6 i novo Minster Liber Vitæ Stowe 944, ihukommes kongens donation til kirken. Det centrale alterkors ses med just samme opbygning som de norske korsvedhæng og ulvekorset, dvs. den latinske korsform med lang stående fod, og dekorativ torus og echinus på de kortere arme, inspireret af de klassiske søjler fra antikken.
En sidste mulig inspirationsklide kunne være processionskorset fra domkirken i Cong, Irland. Korset er udsmykket med en
blandingsstilart af insulærkeltisk og nordisk dyrestil, og korsets fod er endog også besmykket med et fabeldyrshoved (ulv?) som griber korsets bund, nederste billede til venstre. 

Med udgangspunkt i disse kilder som sammenligningsgrundlag, vil jeg nu forsøge at drage nogle konklusioner.

 
Konklusion

Ulvekorset fra Foss på Island er ret bestemt et kristent korsvedhæng af sølv af samme type og form som samtidige modeller på det europæiske fastland. Særligt relevant for denne tolkning er de
germansk norske og engelske kors, samt de keltisk irske kors, da Island netop havde tæt samkvem med disse egne af nordvest Europa, og da Island hovedsageligt blev bosat af norske udvandrere og keltisk importerede kvinder, og drev ivrig samhandel med hele Britannien.

Det er derfor oplagt at se Ulvekorset i lyset af disse kulturelt og etnisk beslægtede egne, egne som allerede havde gennemgået overgangen til kristendommen tidligere end Island. Særligt de norske sølvvedhæng udviser et nært stilistisk slægtskab med ulvekorset og er oplagte tolknignsnøgler. Tolkning af ulvekorset som et hedensk Mjølner motiv må afvises, for selvom en, muligvis to, eksmpler på gennemførte skaft i hammerhovedet kendes, så er disse helt ukendte for de strammere stilistiske konventioner, som gør sig gældende for Mjølner-vedhængene, som der er fundet flere hundrede af fra samtiden. Tilstædeværelsen af de mindre kors, jævnfør Berwick korset, og de negative (udhulede) korsmotiver fra de norske fund og fra Newballkorset, taler også imod en hedensk tolkning, da sådanne motiver, eller noget som helst lignende, er helt ukendte fra de hedenske smykker. 

Synkretistiske elementer er i ordets strenge forstand heller ikke tilstæde, hvis vi ved synkretisme taler om inkorporationen af hedenske religiøse elementer. Brugen af fabeldyr, jævnfør ulvedelen i Ulvekorset fra Foss, er ikke kendt fra germanske korsvedhæng, men kendes dog fra det keltiskirske prosessionskors fra Cong. Endvidere kendes brugen af fabeldyr også fra anden samtidig kristen kunst, f.eks. det store fabeldyr på bagsiden af den Store Jellingsten, der proklamerer Danmarks forening og overgang til kristendommen. Selve dyrets stilistiske udformning i dyb kontiunitet med vikingetidens førkristne dyreornametik, som er kulminationen på en ubrudt kunsterisk stilart som går tilbage til folkevandringstiden og sen germansk jernalder.

Man kan derfor med nogen rette tale om en blød form for synkretisme, hvor kulturelle og kunstneriske elemanter fra den hjemhørende, og førkristne, kultur blev inkorporerede og brugt som middel og kanal for meddelelsens udtryk. Netop den Store Jellingsten er paradigmatisk for denne tilgang, hvor kristendommen blev formuleret og ydtrykt i den hjemhørende nordiske form- og billedverden, som havde kendetegnet den indfødte kulturs udtryksform. Den aktive brug af runer af kristne i tiden under og efter religionsskiftet er også signifikant, da disse ikke var religiøst neutrale og rene kulturelle symboler, men tillige belagt med en dyb religiøs signifikans. Der kunne nævnes mange flere eksempler på en aktiv kristen brug af den førkristne nordiske billedverden, men lad mig her blot tegne nogle linjer til tiden i dag. Som kristen må vi skelne mellem kristendommens kerne og dens skal. Budskabet om den almægtige Guds menneskeblivelse, hans død og sejr over synden og hans evangelium om denne sejr er kristendommens kerne

Ulvekorset, Jellingstenen, Heliandkvadet, og de mange andre eksmpler på kristendommens kerne udtrykt i hjemhørende nordisk skal, er derfor et stærkt vidnesbyrd om kristendommens tusindeårige hjemhørighed her i Norden, det er et teologisk udsagn om kristendommens hjemmeliggørelse i vores folk. Som det tit siges af de skolastiske forfattere, så ødelægger Guds nåde ikke naturen, men fuldkommengør den. Derfor må en kristendom i Danmark også blive og forblive en dansk kristendom, som ophøjer og ædler den folkelighed og kultur som den møder. Dansk kristendom skal ikke orientere sig mod Jerusalem eller Rom som noget særligere eller helligere end Ribe eller Roskilde, for med kirkens og evangeliets ankomst er Gud selv konkret tilstede i vores fædreland, og helliger selv vores sprog og land når præsten fejre den hellige nadver med ordene ”dette er mit legeme”. Lad os derfor holde vores nordiske og kristne arv højt og ihukomme at vores tro ophøjer vores danskhed og ikke udsletter den.