Ulvekors mellem asetro og
kristentro
- Om ulvekorset eller ulvehammeren fra Foss
Ulvekorset fra Foss på Island har med sit tvetydige udtryk og ophav i skæringstiden mellem asetro og kristentro vakt debat og fædret mange tolkninger. Gjort af sølv, ca. 5x3 cm langt, og fundet i 1910 af bonden Elisberg Petursson, er dette finurlige halskædevedhæng med sin tvetydige blanding af norrøne og kristne træk et spændende vidnesbyrd fra tiden omkring religionsskiftet på Island og i hele Norden.
Asetroen var aftagende og
kristendommen var tiltagende, og flere har måske netop derfor set smykket som
et uægte barn, hverken rigtig kristen eller rigtig hedensk, en uskøn
sammenblanding eller en tvesindet hensynserklæring til begge religioner. For
med sit drabelige dyrehoved, som udgør ørken i vedhænget, dvs. hullet hvor
kæden hænger, og den omvendte korsform, så synes det umiddelbart ikke at ligne
et kristent kors. Vi er vant til at se korset med sin længste arm nederst, og
så tre mere eller mindre lige lange arme, to vandrette gående mod hver sin side
og en lodret opadgående, dvs. det såkaldte latinske kors.
Derfor har visse iagttagere ikke
set et omvendt kors, men snarere Thors navnkundige hammer Mjølner, der også
kendes i form af halskædevedhæng fra utallige fund fra vikingetiden. Kunne det
mon være Fenrisulven og Mjølner, og derfor et ærkehedensk smykke, som der er
tale om? Særligt hvis alternativet er at se vedhænget som et omvendt kors, for
er det ikke kun satanister, og ikke kristne, som går med den slags?
Omvendt indvender andre, at
Mjølner aldrig afbilledes som et kors, dvs. hvor Thors hammers skaft, så at
sige, føres igennem hammerhovedet og stikker ud og fortsætter frem, og derfor
kommer til at antage en korslignende facon. Endvidere så er det omvendte kors
også et almindeligt og tidligt kristent symbol, kendt som Sankt Peters Kors.
Denne korsform ihukommer historien om Sankt Peters korsfæstelse, kendt fra den
tidlige oldkirke, bl.a. fra det apokryfe skrift Peters Gerninger. Heri
idømmes apostlen Peter døden ved korsfæstelsen, men beder sin bøddel om at
korsfæste ham med hovedet nedad, da han var uværdig til at lide døden på samme
måde som sin Herre Kristus.
En tredje midterposition afviser
begge førnævnte tolkninger som værende et falsk dilemma. Sandheden findes i
midten, og smykkets tvetydighed skal ses som et helt overlagt tilvalg, ikke et
problem der skal løses, men som selve smykkets formål. I en tid hvor
trosretninger brydes, og hvor kulturel identitet er i opbrud, tjente vedhænget
som en bro mellem den gamle religions tankeverden og billedform samtidig med at
den nye religions sejrstegn blev omfavnet. Ulvekorset er derfor med vilje
tvetydigt, og en art mellemting, hverken rent hedensk eller kristent, med en
blanding. Med andre ord, ren synkretisme.
Men hvad er så op og ned i sagen
her, og kan vi overhovedet komme det nærmere med tusind års afstand? Det tror
jeg godt vi kan. Så lad os se nærmere på de mulige tolkninger og vurdere dem.
inkorporerede Hvide Krist som en blandt mange guder, til nærmest rent kristent, hvor man alene brugte den nordiske billed- og symbolverden til at formidle kristendommen, f.eks. den Store Jellingsten, hvor den sejrrige Kristus, omgærdet af runer, bestiger livets træ, korset. Rene mellemting er også fundet, f.eks. udtrykt i den berømte støbeform fundet nær Limfjorden i Himmerland, hvor en og samme smykkemager glædeligt støbte kristne kors, her det græske kors med lige lange arme, side om side med Thors hammer, Mjølner.
Men hvor falder vedhænget fra Foss så i dette spændingsfelt, kunne det tænkes at være rent hedensk? Nogen har argumenteret mod dette, fordi smykkets form er helt ulig de thorshamre, som er fundet, jævnfør det gennemførte skaft, som aldrig nogensinde er fundet på noget smykkevedhæng, selvom omtrent 300 sådanne smykker med Mjødner er fundet fra vikingetiden. Retfærdigvis må det dog siges, at en sådan afbildning af Mjølner kendes, lad mig her blot bringe to eksempler.
Først denne gemytlige afbildning af Thor fra Altuna runestenen i Sverige (til højre), hvor vi ser Thor i kamp mod Midgårdsormen, en historie kendt fra Hymskvadet fra den Ældre Edda. Bemærk at hammerens skaft her er ført gennem hammerhovedet. Endvidere kan også nævnes den lidt mere usikre figur fra Eyrarland, fundet på Island i 1815. Her ser vi sandsynligvis også en afbildning af Thor, muligvis fra en scene fra Thors besøg hos Udgårdsloke kendt fra den Yngre Edda. Alternativt kan der også være tale om en noget mere sekulær spillebrik fra vikingernes yndede brætspil hnefatafl. Tages Thor-tolkningen, så ser vi også her, at skaftet er ført gennem hammerhovedet. Det er således ikke umuligt at der er tale om Mjølner, selvom skaftet er ført gennem hammerhovedet. Men muligt betyder dog ikke sandsynligt, er denne form ukendt overfor mjølnervedhængene som er fundet.
For
at komme ulvekorsets identitet nærmere bør vi derfor vende blikket mod nogle af
samtidens korsvedhæng, som kendes fra flere fund. Hos de germanske frænder i
vest, anglerne og sakserne (og jyderne!) som havde bosat sig i Britannien, og
omdøbt øen i egen navn til Angeland, deraf England, kendes flere kors fra
vikingetiden, da kristendommen her vandt fodfæste nogle århundrede tidligere
end i Skandinavien. Eksempelvis kan nævnes det smukke Newball Kors, fundet i
marts 2005 nær Lincoln i det nordlige England, dateret til omkring det syvende
århundrede.
Tillige skal det nyfundne guldkors fra Berwick ved Tweed i Northumberland, nær det berømte og vigtige kristne centrum Lindisfarneklostret nævnes. Korset blev fundet i 2020 af en hobbymetaldetektorsøger og minder i grundstrukturen ganske meget om Newball korset, begge med samme Sankt Peters kors. Berwick korset er tillige udsmykket med flere mindre kors, her tre ved hver af de udstikkende korsarme, og med en runeinskription sigende Eadrulf, sandsynligvis ejerens navn.
Disse fund viser denne korstypes udspredelse hos de nyligt omvendte kristne angelsaksere, der selv havde været asetro nogle få generationer tidligere. Særligt de flere mindre kors, som udsmykker hovedkorset, understreger også deres eksplicitte kristne natur.
Faktisk kendes denne korsform
også fra Danmark fra et enkelt fund, gjort ganske nyligt i 2025, ved den
såkaldte Hedeby skat fundet af Arjen Spiesswinkel nær Slien. Korset, som også
er et Sankt Peters kors, blev begravet sammen med værdigenstande, bl.a. arabiske
sølvmønter, og er dateret til tiden omkring det niende århundrede. Det er
selvfølgeligt særligt interessant, da netop de første kirker i Danmark blev
bygget i selvsamme område under Sankt Ansgars missionsrejser i midten af
800-tallet.
Her,
fra øverst til nederst, er Ringsaker korset gjort af sølv og fundet i 2019 af
Ole Harpøth i Opplands Fylke i Norge. Korset er dateret til tiden mellem
800-1050. De to andre kors er også af sølv og
fundet i Innlandet Fylke og dateret til samme periode.
Flere slående ligheder ses. Ens Sankt Peters korsform, ørk i toppen, kors motiv i midten i to af de tre, og med samme ornamentik med svulst midt på armen og for foden, dvs. udvidning i diameteren, i søjletekniske termer også kendt som torus og echinus. Præcis denne form for kors-ornamentik, inspireret af de klassiske søjler, kendes også fra samtidig kristen kunst, jævnfør billedet nederst til venstre. Her ses danerkongen Knud den Store, efter sin sejr over anglerne og erobring af den engelske trone. Motivet, som stammer fra folio 6 i novo Minster Liber Vitæ Stowe 944, ihukommes kongens donation til kirken. Det centrale alterkors ses med just samme opbygning som de norske korsvedhæng og ulvekorset, dvs. den latinske korsform med lang stående fod, og dekorativ torus og echinus på de kortere arme, inspireret af de klassiske søjler fra antikken.
En sidste mulig inspirationsklide kunne være processionskorset fra domkirken i Cong, Irland. Korset er udsmykket med en
blandingsstilart af insulærkeltisk og nordisk dyrestil, og korsets fod er endog også besmykket med et fabeldyrshoved (ulv?) som griber korsets bund, nederste billede til venstre.
Med
udgangspunkt i disse kilder som sammenligningsgrundlag, vil jeg nu forsøge at
drage nogle konklusioner.
Ulvekorset
fra Foss på Island er ret bestemt et kristent korsvedhæng af sølv af samme type
og form som samtidige modeller på det europæiske fastland. Særligt relevant for
denne tolkning er de
germansk norske og engelske kors, samt de keltisk irske
kors, da Island netop havde tæt samkvem med disse egne af nordvest Europa, og
da Island hovedsageligt blev bosat af norske udvandrere og keltisk importerede
kvinder, og drev ivrig samhandel med hele Britannien.
Det er derfor oplagt at se Ulvekorset i lyset af disse kulturelt og etnisk beslægtede egne, egne som allerede havde gennemgået overgangen til kristendommen tidligere end Island. Særligt de norske sølvvedhæng udviser et nært stilistisk slægtskab med ulvekorset og er oplagte tolknignsnøgler. Tolkning af ulvekorset som et hedensk Mjølner motiv må afvises, for selvom en, muligvis to, eksmpler på gennemførte skaft i hammerhovedet kendes, så er disse helt ukendte for de strammere stilistiske konventioner, som gør sig gældende for Mjølner-vedhængene, som der er fundet flere hundrede af fra samtiden. Tilstædeværelsen af de mindre kors, jævnfør Berwick korset, og de negative (udhulede) korsmotiver fra de norske fund og fra Newballkorset, taler også imod en hedensk tolkning, da sådanne motiver, eller noget som helst lignende, er helt ukendte fra de hedenske smykker.
Synkretistiske
elementer er i ordets strenge forstand heller ikke tilstæde, hvis vi ved
synkretisme taler om inkorporationen af hedenske religiøse elementer. Brugen af
fabeldyr, jævnfør ulvedelen i Ulvekorset fra Foss, er ikke kendt fra germanske
korsvedhæng, men kendes dog fra det keltiskirske prosessionskors fra Cong.
Endvidere kendes brugen af fabeldyr også fra anden samtidig kristen kunst,
f.eks. det store fabeldyr på bagsiden af den Store Jellingsten, der proklamerer
Danmarks forening og overgang til kristendommen. Selve dyrets stilistiske
udformning i dyb kontiunitet med vikingetidens førkristne dyreornametik, som er
kulminationen på en ubrudt kunsterisk stilart som går tilbage til
folkevandringstiden og sen germansk jernalder.
Man
kan derfor med nogen rette tale om en blød form for synkretisme, hvor
kulturelle og kunstneriske elemanter fra den hjemhørende, og førkristne, kultur
blev inkorporerede og brugt som middel og kanal for meddelelsens udtryk. Netop
den Store Jellingsten er paradigmatisk for denne tilgang, hvor kristendommen
blev formuleret og ydtrykt i den hjemhørende nordiske form- og billedverden,
som havde kendetegnet den indfødte kulturs udtryksform. Den aktive brug af
runer af kristne i tiden under og efter religionsskiftet er også signifikant,
da disse ikke var religiøst neutrale og rene kulturelle symboler, men tillige
belagt med en dyb religiøs signifikans. Der kunne nævnes mange flere eksempler
på en aktiv kristen brug af den førkristne nordiske billedverden, men lad mig
her blot tegne nogle linjer til tiden i dag. Som kristen må vi skelne mellem
kristendommens kerne og dens skal. Budskabet om den almægtige Guds
menneskeblivelse, hans død og sejr over synden og hans evangelium om denne sejr
er kristendommens kerne
Ulvekorset,
Jellingstenen, Heliandkvadet, og de mange andre eksmpler på kristendommens
kerne udtrykt i hjemhørende nordisk skal, er derfor et stærkt vidnesbyrd om
kristendommens tusindeårige hjemhørighed her i Norden, det er et teologisk
udsagn om kristendommens hjemmeliggørelse i vores folk. Som det tit siges af de
skolastiske forfattere, så ødelægger Guds nåde ikke naturen, men fuldkommengør
den. Derfor må en kristendom i Danmark også blive og forblive en dansk
kristendom, som ophøjer og ædler den folkelighed og kultur som den møder. Dansk
kristendom skal ikke orientere sig mod Jerusalem eller Rom som noget særligere
eller helligere end Ribe eller Roskilde, for med kirkens og evangeliets ankomst
er Gud selv konkret tilstede i vores fædreland, og helliger selv vores sprog og
land når præsten fejre den hellige nadver med ordene ”dette er mit legeme”.
Lad os derfor holde vores nordiske og kristne arv højt og ihukomme at vores tro
ophøjer vores danskhed og ikke udsletter den.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar