Når vi søndag på søndag bekender, at vi tror på een hellig og almindelig kirke, så er det en anden måde at sige på, at vi tror på en hellig katolsk kirke. Ordet katolsk betydet nemlig almindelig, og er det ord, der bruges i bekendelsens oprindelige græske form. Katolsk kommer af to græske ord, kata, ifølge, og holikos, helhed, som vi bl.a. kender fra ordet holistisk.
Sammenfattet betyder det altså ifølge helheden, d.v.s. det universale eller almindelige. Ordet almindeligt er altså i denne sammenhæng helt ualmindeligt vigtigt, for lige så vel som at kirken er og må være een, da den jo er Jesu brud, Efeserbrevet 5:24-29, så må kirken også være almindelig, universel. Det kan også siges negativt, kirken kan ikke være partikulær, eller adskilt fra helheden. Det kan alt sammen virke vagt, for der findes jo utrolig mange kirkesamfund, større og mindre, som alle mener, at de har krav på titlen som den sande, eller i hvert fald mest sande, repræsentant for den kristne lære. Så hvordan skal vi så afgøre dette? Her er begrebet katolicitet meget nyttigt, med katolicitet skal vi forstå almenhed, og en sådan almenhed kan netop være et hjælpemiddel til at sandsynliggøre sandhedsværdien af et lærepunkt. Katoliciteten kan således være en målestok for sand og falsk lære.
Vi kan tage dåben til eksempel. Mange kristne afviser i dag barnedåb. Det er dog ret let historisk at følge denne særegne praksis tilbage til een specifik kristen gruppe, anabaptisterne, i et enkelt specifikt geografisk område. I modsætning til denne lille gruppe, ud af hvilken nutidens barnedåbsafvisere er sprunget, står resten af kirkerne. Selvsagt døber både lutheranere og anglikanere spædbørn, men også romerske katolikker, østortodokse, koptere, armeniere, den syriske kirke m.m.fl. Og ikke bare er dåb af spædbørn en universal praksis geografisk set, men også tidsligt er denne praksis bevidnet fra vores tid af og helt tilbage til den tidligste kirke. Origenes af Alexandria nævner i sin kommentar til Romerbrevet til kap. 5:9, omkring år 250 e.Kr., at dåb af spædbørn er en apostolsk tradition, som er overleveret af Jesu egne apostle. Irenæus skriver omkring år 190 e.Kr. i sit værk Mod kætterne at ikke bare gamle og unge og børn, men også spædbørn, genfødes og helliggøres, Bog 2, 22:4, hvor Irenæus spiller på Paulus' sprogbrug fra Titus 3:5, hvor dåben beskrives som genfødslens bad, "frelste han os, ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger, men fordi han er barmhjertig; det gjorde han ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden"
Polykarp, en af de tidligste kirkefædre, som endda var oplært af apostlen Johannes, beskriver også hvordan han havde været været Kristi tjener i hele 86 år, da han som gammel mand var på vej mod sit matyrium. Polykarps noget kryptiske kommentar om at have tjent Kristus i 86 år forklares bedst ved at se den i sammenhæng med hans dåb som spædbørn, hvorved han hele sit 86 årige liv kunne have sagt, at han havde tjent Herren.
Meget mere kunne siges om dette, men eksemplet illustrerer fint metoden. Selvom (ana)baptisterne i dag påstår, at de med belæg i Biblen kan afvise dåb af spædbørn, så lider deres påstand en massiv udfordring i forhold til sin katolicitet. Afvisning af barnedåb er nemlig et ganske partikulært lærepunkt, som er opstået i et særligt sted i Centraleuropa, i et særligt århundrede, og kan således tydeligvis ikke gå tilbage til apostlene. Har (ana)baptisterne ret, så skulle den almindelige kirke altså havde misforstået dåben, og endda uafhængigt af hinanden alle sammen være kommet frem til præcis det samme kætteri, lige fra Kaukasus bjerge i Armenien til kelterne i Skotland, alle skulle have opfundet samme fejl og have praktiseret denne i små femtenhundred år, indtil (ana)baptisterne så lyset.
En sådan tilgang er dog naturligvis hverken sandsynlig eller overbevisende. Apostlen Judas skriver i sit brev at "jeg har anset det for nødvendigt at skrive til jer og formane jer til at kæmpe for den tro, som een gang for alle er overdraget de hellige" Judas 1:3. Troen er een gang overgivet de hellige, og derfor kan vi da også se, at barnedåben er en apostolsk praksis, da den er overleveret universelt, og er at finde i samtlige oldkirkelige samfund, hvad der kan nemt kan forklares ved, at denne lære går tilbage til alle disse forskellige kirkesamfunds ophav, nemlig apostlene selv, der i så fald har videregivet denne praksis.
Den Evangeliske traditions katolicitet
Evangelisk kristendom må derfor også være funderet dybt i troens katolicitet. Den lutherske samling af bekendelsesskrifter, Konkordiebogen, nævner også dette, bl.a. siger den, "Vi udtænker i denne sag ikke noget nyt af os selv, men tager og henter forklaringer, som den gamle rettroende kirke har givet om dette, med godt grundlag i den Hellige Skrift" Konkordiebogen, SD, art. 8
For at understrege katoliciteten ved den lutherske lære, citeres kirkefædrene da også hyppigt som belæg for de teologiske udsagn, netop fordi det oldkirkeligt vidnesbyrd, d.v.s. katoliciteten, er vigtig. Konkordiebogen citerer bl.a. Augustin af Hippo 55 gange, Ambrosius biskop af Milano 16 gange, Chrysostomos ærkebiskop af Konstantinopel 10 gange og utallige andre kirkefædre.
Den evangeliske lære er derfor ikke bare i overensstemmelse med Skriften, hvilket den først og fremmest må være, men finder også belæg i oldkirken. Fillip Melanchthon, forfatteren af den lutherske hovedbekendelse Den Augsburgske Bekendelse skriver derfor i sin apologi af samme, "For vi ved, at disse ting som vi har sagt, er i overensstemmelse med de profetiske og apostolske Skrifter, med de hellige fædre, Ambrosius, Augustin og mange andre, og med hele Kristi kirke, som i sandhed bekender at Kristus er den, der forsoner og retfærdiggør." Apologien for den Augsburgske Bekendelse, art. 5.
Dette understreger vigtigheden af historicitet og katolicitet, nemlig det at sand kristendom ikke kan være en menneskelig tradition, eller et kunstigt tillæg som er føjet på senere, men derimod må det være den kostbare overlevering af den ene sande og livgivende tro, som een gang for alle er overleveret de hellige. Med Melanchthons ord, "For det andet, bør dette overholdes. Det er ikke sikkert at modtage nogen troslære, for hvilken der intet vidnesbyrd findes i oldkirken" Loci Communes 1535, kap. 32.
Det spørgsmål vi så skal se nærmere på i de følgende indlæg, vil være dette, er lutheranismen katolsk? Besidder de lutherske dogmer, så som Skriften alene og retfærdiggørelse ved tro alene, katolicitet? Er det lærepunkter, der udtrykker menneskers traditioner, eller bevidner oldkirken dem også, som en del af den apostolske tro, der er åbenbaret i Skriften og overleveret i kirken?
I næste indlæg skal vi undersøge synet på Biblen og dens autoritet i den tidlige kirke.
Håber at I vil læse med.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar