De remissione peccatorum - Om Augustins syn på lovens overholdelse og den troendes retfærdighed

 

At give Hans folk frelsens vished i deres synders forladelse
Lukas 1:77

Mente Augustin, at den troende kan overholde loven i egentlig forstand? Derom skriver han udførligt mange steder og i mange forskellige skrifter. Her skal vi se nærmere på et repræsentativt udpluk af disse.

I om Ånden og bogstavet skriver Augustin,

“Have such just men, while living by faith, no need to say: “Forgive us our debts, as we forgive our debtors?” And do they prove this to be wrong which is written, “In Thy sight shall no man living be justified?”⁸ and this: “If we say that we have no sin, we deceive ourselves, and the truth is not in us?” and, “There is no man that sinneth not;”¹⁰ and again, “There is not on the earth a righteous man, who doeth good and sinneth not” (for both these statements are expressed in a general future sense,—“sinneth not,” “will not sin,”—not in the past time, “has not sinned”)?—and all other places of this purport contained in the Holy Scripture? Since, however, these passages cannot possibly be false, it plainly follows, to my mind, that whatever be the quality or extent of the righteousness which we may definitely ascribe to the present life, there is not a man living in it who is absolutely free from all sin; and that it is necessary for every one to give, that it may be given to him; and to forgive, that it may be forgiven him;¹³ and whatever righteousness he has, not to presume that he has it of himself, but from the grace of God, who justifies him, and still to go on hungering and thirsting for righteousness from Him who is the living bread,¹⁵ and with whom is the fountain of life; who works in His saints, whilst labouring amidst temptation in this life, their justification in such manner that He may still have somewhat to impart to them liberally when they ask, and something mercifully to forgive them when they confess.”

Aug., De spir. et litt. 36.65

I konteksten diskuterer han den genfødte og retfærdiggjorte kristne, og her er det bemærkelsesværdigt, at han applicerer Salme 143:2 [LXX i Vetus Latina], i dit åsyn vil intet levende menneske blive retfærdiggjort, m.fl., netop på den troende og genfødte kristne. Modsiger Augustins sig selv så? For hvorfor vil intet menneske blive retfærdiggjort foran Gud, hvis vi ved Guds nåde kan overholde loven? Den spænding vil jeg lade Augustin selv opløse senere, men noten om, at vores nuværende retfærdigheds kvalitet er mangelfuld og endnu af en sådan art, at den levner plads til daglig synd, er relevant, jævnfør, whatever be the quality or extent of the righteousness which we may definitely ascribe to the present life, there is not a man living in it who is absolutely free from all sin. Og dette er den kristnes vilkår, jævnfør bemærkningen om udsagnsordenes bøjning i tid, are expressed in a general future sense.

I sin lille bog om Fuldkommengørelsen af menneskets retfærdighed skriver Augustin mere om samme, nemlig at selv den troende ved Guds hjælp umuligt kan overholde loven, og at den troendes retfærdighed forbliver defekt og lovbrydende på denne side af opstandelsen,

“Then in all this plenitude of charity [i opstandelsen] will be fulfilled the commandment, “Thou shalt love the Lord thy God with all thine heart, and with all thy soul, and with all thy mind.” For while there remains any remnant of the lust of the flesh [carnalis concupiscentiae!], to be kept in check by the rein of continence, God is by no means loved with all one’s soul. For the flesh does not lust without the soul; although it is the flesh which is said to lust, because the soul lusts carnally. In that perfect state the just man shall live absolutely without any sin, since there will be in his members no law warring against the law of his mind,⁴ but wholly will he love God, with all his heart, with all his soul, and with all his mind, which is the first and chief commandment. For why should not such perfection be enjoined on man, although in this life nobody may attain to it?”

Aug., De perf. justit. 8.19

Værket stammer fra Augustins antipelagianske tid, og understreger det realistisk syn på synd, menneskets formåen, og det onde begær, concupiscence, som blev stadig tydeligere i striden med Pelagius og hans disciple. Augustin beskriver her eksplicit menneskets manglende evne til at overholde Guds lov. Her er det også signifikant, at Augustins eksempel er det første og det største bud, at elske Gud med hele sit hjerte, sjæl og sind, hvad Augustin direkte siger er umuligt på denne side af opstandelsen, grundet kødets onde begær, carnalis concupiscentiae. Om Augustins synd på det onde begær som værende egentligt synd, vil jeg gerne sige meget mere. Men det må vente til senere, da det fortjener sit eget skriv. Men dens væsen som egentlig synd er også relevant i denne diskussion.

Med andre ord, det synspunkt, at den kristnes umuligt kan overholde loven på denne side af opstandelsen, er ikke begrænset til Om ånden og bogstavet, men skærpes, jævnfør eksempels tyngde, og gentages flere steder, og det grundes bl.a. i det onde begærs oprør mod Guds lov, hvad der først forløses ved den legemlige død.

“And whereas the prophet says, “I said, I will confess my transgressions unto the Lord, and Thou forgavest the iniquity of my heart,” he yet immediately adds, “For this shall every saint pray unto Thee in an acceptable time.”¹² Not indeed every sinner, but “every saint;” for it is the voice of saints which says, “If we say that we have no sin, we deceive ourselves, and the truth is not in us.””

Aug., De pecc. merit. et remiss. 2.7.8

Selv enhver helgen synder og må bekende sin synd, et kritikpunkt primært henvendt til pelagianerne, som lærte, at det var muligt, ved Guds hjælp og i samvirke med hans nåde, at opnå syndfrihed. Et sådant syn forkastes dog af Augustin, og af det nordafrikanske koncilium i 418, som kættersk. Senere i samme værk skriver Augustin også,

“For however entire and full be the remission of sins in baptism, nevertheless, if there was wrought by it at once, an entire and full change of the man into his everlasting newness,—I do not mean change in his body, which is now most clearly tending evermore to the old corruption and to death, after which it is to be renewed into a total and true newness,—but, the body being excepted, if in the soul itself, which is the inner man, a perfect renewal was wrought in baptism, the apostle would not say: “Even though our outward man perishes, yet the inward man is renewed day by day.” Now, undoubtedly, he who is still renewed day by day is not as yet wholly renewed; and in so far as he is not yet wholly renewed, he is still in his old state. Since, then, men, even after they are baptized, are still in some degree in their old condition, they are on that account also still children of the world; but inasmuch as they are also admitted into a new state, that is to say, by the full and perfect remission of their sins, and in so far as they are spiritually-minded, and behave correspondingly, they are the children of God.”

Aug., De pecc. merit. et remiss. 2.7.9

Her nærmer Augustins sig løsningen på den umiddelbare modsigelse, som de to udsagn, på den ene side at vi ved Guds nåde kan overholde loven, og på den anden side, at det er umuligt for den troende at overholde loven, præsenterer. For Augustin fremsætter to bevægelser i den troendes liv, først, syndernes forladelse i dåben, en tilgivelse som er total og fuldstændig, tota et plena, og en indre fornyelse og forvandling. Den anden er i modsætning til denne første dog ikke total eller fuldstændig, men mangelfuld, om end den er rettet mod fuldkommenheden og vokser.

For Augustin er den troende kristne fuldstændig tilgivet, og derfor ikke skyldig i lovbrud, også selvom hans person, både det faldet ydre legeme, kødet, og den faldne sjæl, ikke er fuldkommengjort og lovlydig. I genfødslen har de modtaget en sand retfærdighed, som i samvirke med Guds nåde, forøges og vokser dag for dag. Men den når dog aldrig i mål på denne side af opstandelsen, hvorfor i dit åsyn vil intet levende menneske blive retfærdiggjort, men så længe de kristne er i fornyelsen [in novitate sunt] så er de Guds børn. Men i hvad består denne delagtighed i fornyelse? Består den i indre forvandling eller i syndernes forladelse? Augustin svarer, in novitate sunt, hoc est ex plena et perfecta remissione peccatorum.

I et af sine senere antipelagianske skrifter diskuterer Augustin endnu nærmere forholdet mellem syndernes forladelse, den troendes retfærdighed, og lovens overholdelse, og forener de koncepter, som er præsenteret ovenfor, i en samlet ide,

“From this it results that the virtue which is now in the righteous man is named perfect up to this point, that to its perfection belong both the true knowledge and humble confession of even imperfection itself. For, in respect to this infirmity, that little righteousness of man’s is perfect according to its measure, when it understands even what it lacks. And therefore the apostle calls himself both perfect and imperfect,—imperfect, to wit, in the thought of how much is wanting to him for the righteousness for the fulness of which he is still hungering and thirsting; but perfect in that he does not blush to confess his own imperfection, and goes forward in good that he may attain.”

Aug., Contra duas epist. Pelag. 3.7.19

Her giver Augustin en mildest talt afgørende nuancering af sit lovoverholdelsesbegreb. For ved lovoverholdelse mener Augustin ikke en egentlig overholdelse af lovens bud, for i forhold til dette er den troendes retfærdighed, iustus, ufuldkommen, imperfectus. Den troendes retfærdighed er dog fuldkommen, når den anerkender sin ufuldkommenhed og i ydmyghed bekender denne. Her kæder Augustin fint de overstående tanker sammen, nemlig, A) at den troende endnu er syndig og bryder loven, jf. du skal elske Herren osv., B) at den troende har modtaget syndernes fuldkomne forladelse og derfor C) overholder loven i den forstand, at han er tilgivet og derfor skyldig og ikke længere lovbryder qua tilgivet. Helt kort, præcist, og eksakt, i Augustins egne ord,

Therefore, all the Commandments are considered [deputantur, fra roden puto, som f.eks. im-putatio, tilregne, her anses o.lign.] fulfilled when whatever is not fulfilled is forgiven.

Aug. Retrac. 1.18.3

To kapitler senere i samme skrift, understreger Augustin igen punkt A)

Because it is said with excessive folly, that God is loved as much before He is seen, as He will be loved when He is seen. Further, if in this life, as no religious person doubts, the more we love God, so much the more righteous we certainly are, who can doubt that pious and true righteousness will then be perfected when the love of God shall be perfect? Then the law, therefore, shall be fulfilled; so that nothing at all is wanting to it, of which law, according to the apostle, the fulfilling is Love. And thus, when he had said, “Not having my own righteousness, which is of the law, but that which is by the faith of Jesus Christ, which is the righteousness from God in faith,” he then added, “That I may know Him, and the power of His resurrection, and the fellowship of His sufferings.” All these things were not yet full and perfect in the apostle; but, as if he were placed on the way, he was running towards their fulness and perfection. For how had he already perfectly known Christ, who says in another place, “Now I know in part; but then I shall know even as I am known”?⁵ And how had he already perfectly known the power of His resurrection, to whom it remained to know it yet more fully by experience at the time of the resurrection of the flesh? And how had he perfectly known already the fellowship of His suffering, if he had not yet experienced for him the suffering of death?

Aug., Contra duas epist. Pelag. 3.7.21

Her må det igen understreges, at Augustin eksplicit skriver, at det først er i opstandelsen, at loven faktisk vil blive opfyldt, futurum, tunc ergo lex … implebitur, fordi buddet om at elske Gud fuldstændigt, ikke kan opfyldes i dette liv selv for den troende med Guds hjælp. Bemærkelsesværdigt er det også, at Augustin ikke fremstiller opstandelsens gudskærlighed som noget hinsides eller over buddet, men derimod som lovens op-fyldelse, således forstået, at vi ikke her opfylder loven for så til overmål at overgå, men derimod, at vi her ikke opfylder loven, men først i det hinsides vil gøre det. Augustin gør altså ikke den vej, at han mindsker lovens krav, f.eks. ved at sige at den kærlighed, med Guds hjælp, som den troende formår at elske Gud med i dette liv, opfylder lovens krav. Derfor skal vi se nærmere på, i hvad den troendes retfærdighed foran Gud egentligt består i.

Her skal derfor nævnes Augustins kommentarer omkring retfærdiggørelsens natur og dennes forhold til syndernes forladelse i sit værk Guds stad, skriver han,

Our very righteousness, too, though true in so far as it has respect to the true good, is yet in this life of such a kind that it consists rather in the remission of sins than in the perfecting of virtues. Witness the prayer of the whole city of God in its pilgrim state, for it cries to God by the mouth of all its members, “Forgive us our debts as we forgive our debtors.”

Aug., De civ. Dei 19.27.1

Og igen i samme tekst,

In this, then, consists the righteousness of a man, that he submit himself to God, his body to his soul, and his vices, even when they rebel, to his reason, which either defeats or at least resists them; and also that he beg from God grace to do his duty, and the pardon of his sins, and that he render to God thanks for all the blessings he receives

Ibid.

Altså drager Augustin her den nødvendige og logiske konklusion af sine lærepunkter, A) den troende er endnu synder og overholder ikke loven B) den troende har i dåben modtaget syndernes totale og fuldkomne, tota et plena, forladelse og er derfor ikke skyldig eller anses som lovbryder C) den troende overholder i denne forstand loven, qua hans lovbrud tilgivelse, når han vandrer efter ånden og i ydmyghed bekender sine synder.

Derfor kan Augustin konkludere, at den troendes retfærdiggørelse i dette liv består, constat, i syndernes forladelse i stedet for/snarere end, potius … quam[1], dydernes fuldkommengørelse, nostra iustitia … potius remissione peccatorum constet quam perfectione virtutum. At Augustin benytter frasen dydernes fuldkommengørelse, perfectione virtutum, er også signifikant, fordi Augustin kæder dette begreb direkte sammen med lovens overholdelse. Han skriver,  

For if all virtues were there, there would be no vice, and if there were no vice, there would be no sin; but where is the man who is altogether without sin? Where, therefore, is the man who is without any vice, that is, fuel [fomes. fomes peccati, syndens tændstof, normalt udtryk for det onde begær.] or root, as it were, of sin, when he who reclined on the breast of the Lord says, “If we say that we have no sin, we deceive ourselves, and the truth is not in us”? It is not necessary for us to urge this at greater length in writing to you, but I make the statement for the sake of others who perhaps shall read this.

Aug., Ep. 167.3.10

Og igen, senere i samme brev,

To sum up generally and briefly the view which, so far as relates to holy living, I entertain concerning virtue, — virtue is the love with which that which ought to be loved is loved. This is in some greater, in others less, and there are men in whom it does not exist at all; but in the absolute fulness which admits of no increase, it exists in no man while living on this earth; so long, however, as it admits of being increased there can be no doubt that, in so far as it is less than it ought to be, the shortcoming proceeds from vice. Because of this vice there is “not a just man upon earth that doeth good and sinneth not;” because of this vice, “in God’s sight shall no man living be justified.” On account of this vice, “if we say that we have no sin, we deceive ourselves, and the truth is not in us.” On account of this also, whatever progress we may have made, we must say, “Forgive us our debts, although all debts in word, deed, and thought were washed away in baptism. He, then, who sees aright, sees whence, and when, and where he must hope for that perfection to which nothing can be added.

Aug., Ep. 167.4.15

Hvis alle dyderne er der, omnes virtutes … ibi essent, så er der ingen laster, og er der ingen laster er der ingen synd. Ved dydernes fuldkommenhed forstår Augustin således syndens fravær og derfor lovens opfyldelse, da lovløshed er synd, 1 John 3:4. Det understreger igen læsning af Augustin citatet i Guds stad, hvor Augustin skriver, at vores retfærdighed ikke består i dydernes fuldkommengørelse, m.a.o. i lovens overholdelse, men derimod i syndernes forladelse. Derfor kan Augustin også direkte kæde dydernes ufuldkommenhed sammen med udsagnet om, at i Guds åsyn vil ingen levende blive retfærdiggjort. Den fine kobling til dåbens fuldkomne tilgivelse bør også bemærkes, da det igen er syndernes forladelse, der fremsættes som løsningen på denne udfordring.

Hvis vi derfor, noget anakronistisk, skal udlægge Augustins syn på retfærdiggørelsen med et senere begrebsapparat, så synes Augustin at mene, at retfærdiggørelsens formelle årsag er syndernes forladelse. Med andre ord, hvis Augustin blev spurgt, hvordan den troende står retfærdig foran Gud, så ville han svare, at det gør han ved den totale og fuldkomne tilgivelse af synd.

 At Augustin oftest tolker iustificari transformativt, om den troendes forvandling, fornyelse og fremgang i hellighed og dyder, i samvirke med Ånden, er ikke i konflikt med overstående. For Augustin er meget tydelig omkring, at denne forvandling kun påbegyndes i dette liv, og aldrig bliver fuldkommen eller af en sådan art, at den kan bestå foran Gud. Altså ser vi hos Augustin en klar konceptuel skelnen mellem vores retfærdighed foran Gud, at vi er tilgivet og derfor ikke skyldige i lovbrud, og vores habituelle retfærdighed, som vokser men vedbliver at være mangelfuld overfor lovens krav, selvom Augustin ikke skelner skarpt mellem disse to forhold terminologisk. Til eksempel her, hvor de to forståelser eksplicit skelnes konceptuelt om end ikke tydeligt terminologisk,

“On the Merits and Forgiveness of Sins,” in which I mainly discussed the baptism of infants because of original sin, and the grace of God by which we are justified, that is, made righteous; but [I remarked] no man in this life can so keep the commandments which prescribe holiness of life, as to be beyond the necessity of using this prayer for his sins: “Forgive us our trespasses.”

Aug., Retrac., bk. 2, chap. 23

Jeg har dog i mine augustinlæsninger fundet et sted, hvor Augustin direkte kæder retfærdiggørelse, iustificari, sammen med syndernes forladelse. I sin kommentar til Salme 31 udlægger Augustin Rom 4:1-6, og skriver bl.a. følgende i sin diskussion af Abrahams retfærdiggørelse, iustificatio,

"In the light of this, who are to be judged blessed? Certainly not people in whom God has found no sin, because he has found it in all of us! "All have sinned, and are in need of the glory of God" [Vetus Latina, Rom 3:23] Now, if sins are found in everyone, it follows that only those can be blessed whose sins have been forgiven. This is the point the apostle made by saying, Abraham believed God, and it was reckoned to him as righteousness. But to anyone who does some work (that is, anyone who takes his stand on works, pretending that the grace of faith was given to him on the strength of them) wages are given not as a free grace, but as something owed (Rom 4:3-4). And what does that mean, if not that the only recompense we have is called grace? And if it is grace, it is given gratis. Given gratis? How is that? It consists of a free gift. You have done nothing good, but forgiveness of your sins is granted to you. If your actions are scrutinized, they are all found to be bad. If God awarded you just retribution for those actions, he would certainly condemn you, for the wage due to sin is death.

Aug., Enar. In Psal., 31, 2^nd, ser. 2

Og her, i gendrivelsen af pelagianerne, beskrives den semipelagianske position overfor Augustins udlægning,

“We say,” says he [semi-Pelagianeren Julianus], “that the saints of the Old Testament, their righteousness being perfected here, passed to eternal life, — that is, that by the love of virtue they departed from all sins; because those whom we read of as having committed any sin, we nevertheless know to have amended themselves.” Of whatever virtue you may declare that the ancient righteous men were possessed, nothing saved them but the belief [fides] in the Mediator who shed His blood for the remission of their sins. For their own word is,” I believed, and therefore I spoke.” Whence the Apostle Paul also says, “And we having the same Spirit of faith, according as it is written, I believed, and therefore have I spoken; we also believe, and therefore speak. Whence the Apostle Paul also says, “And we having the same Spirit of faith, according as it is written, I believed, and therefore have I spoken; we also believe, and therefore speak.” What is “the same Spirit,” but that Spirit whom these righteous men also had who said such things?” The Apostle Peter also says, “Why do ye wish to put a yoke upon the heathen, which neither we nor our fathers have been able to bear? But, by the grace of the Lord Jesus Christ, we believe that we shall be saved, even as they.”

Aug., Contra duas epist. Pelag. 1.21.39

 

At intet andet frelser de troende end tro, fides, på frelseren, som udgød sit blod for syndernes forladelse, får en stærkere klang, når det iagttages at udsagnet er en irettesættelse af semi-Pelagianeren Julianus’ synspunkt. Augustin citerer ham for at sige, at de gammeltestamentlige helgener fuldkommengjorde deres retfærdighed ved kærlighed til dyderne og en bortvenden, recessisse, fra synden. Det er også signifikant, at den afviste semi-pelagianske position ikke er en grov pelagiansk lære, for det var ved Guds hjælp og nåde at de gammeltestamentlige helgener vandrede, og endvidere mener Julianus ikke, at bortvenden fra synden er ensbetydende med et absolut fravær af synd, for Julianus nævner direkte, at de synder, som de måtte have begået tidligere, var nogle de havde omvendt sig fra, og gjort bod for/godtgjort/korrigeret, emendasse.

Sagt med andre ord, så er det svært at se de væsentlige forskelle mellem, på den ene side, semi-Pelagianeren Julianus’ synspunkt om, at de helliges retfærdighed består i den troendes forhold til Gud, kærlighed til dyderne[2], en bortvenden fra synd, og så en bodsgørelse for tidl. begåede synder, og, på den anden side, den tridentinske lære.

Og alligevel afviser Augustin dette synspunkt som vranglære, og præsenterer i stedet den påstand, at vores frelse alene består i troen på frelseren, som vandt syndernes forladelse, frem for den med Gud opnåede dyd og bortvenden fra synden. Set i lyset af de tidl. skriftsteder, er det også klart, hvad Augustin grunder denne afvisning i. For i Augustins optik, kan vi aldrig opnå syndfrihed eller en egentlig lovoverholdelse, hvorfor i den henseende, intet levende menneske vil blive retfærdiggjort foran Gud. Af den grund må den troendes retfærdighed findes i syndernes fuldkomne og totale forladelse, som bevarer den troende hele livet igennem.

En sådan opfattelse af vores retfærdighed foran Gud bekendes også af de augsburgske teologer, der også definerer retfærdiggørelsen foran Gud som syndernes nådige [gratis] forladelse for Kristi skyld, hvorved vi bliver taget til nåde og er acceptable foran Gud,

Fremdeles lærer de, at menneskene ikke kan retfærdiggøres over for Gud ved egne kræft er, fortjenester eller gerninger, men retfærdiggøres uforskyldt for Kristi skyld ved troen, når de tror, at de bliver taget nåde, og at synderne forlades for Kristi skyld, for hans skyld, som ved sin død gjorde fyldest for vore synder. Denne tro tilregner Gud som retfærdighed for sig. Rom. 3 og 4.

Augustana art. 4

 

Derfor tror, lærer og bekender vi, at vor retfærdighed for Gud består deri, at Gud tilgiver os synden af ren nåde, uden nogen af vores forangående, nærværende eller efterfølgende gerninger, fortjenester eller værdighed.

Formula: Ep, art. iii, par. 3

Her skal der dog retfærdigvis tilføjes, at der i luthersk optik næsten altid sammenkædes to forskellige aspekter af retfærdiggørelsen, en negativ og en positiv bevægelse. Den negative, at Gud ikke tilregner os vores synder, dvs. tilgiver dem, og en positiv, at Gud tilregner os Kristi retfærdighed.

Der er således et overlap mellem Augustins retfærdiggørelseslære og den lutherske i dette negative aspekt, at den består i syndernes, tota et plena, forladelse. Augustin er dog meget mindre eksplicit om det positive aspekt, om end det dog synes at fremgå nogle få steder, særligt Enchiridion 41 synes ikke kunne læses på anden måde. Men i forhold til det negative aspekt er ideen, i det omfang den er tilstede, meget mindre fremtrædende.

---

[1] Konstruktionen potius quam er noget stærkere end adverbiet potius alene, f.eks. jeg vil hellere, potius, have is end vaffel versus jeg vil have is i stedet for, potius quam, vaffel.

[2] Som jo er lovens opfyldelse, da dydernes fuldendelse, som vist ovenfor i ep. 167.4.15, er at elske det, som bør elskes, med den kærlighed, det bør elskes ved, dvs. det første og andet kærlighedsbud.

KATOLICITET DEL III – Retfærdiggørelse ved tro alene

 

I sidste indlæg så vi, i kort oprids, hvordan at læren om Skriften som kirkens eneste ufejlbarlige autoritet ikke havde sit ophav i Reformationen, men findes bevidnet allerede i den tidlige kirke. Det er dog ikke kun ang. Skriftens rolle, at den evangeliske lære bevidner og viderebringer en af kirkens gamle traditionelle trosartikler. Ja, selve ordet traditio betyder at overlevere eller viderebringe, og som beskrevet i førnævnte indlæg, må troslærens troværdig bestå i, at den er en del af troen, som én gang for alle er overleveret de hellige.

Her er læren om retfærdiggørelse afgørende, og hovedhjørnestenen i selve den lutherske læres eksistensberettigelse. Derfor må det spørges, kan den evangeliske lære om retfærdiggørelse findes bevidnet i oldkirken, eller er den derimod udtryk for menneskers overlevering, der læres som bud givet af Gud? Matt. 15:9.

Ser vi nærmere på oldkirkens lære, finder vi dog langt fra en samlet eller ensformig udlægning af retfærdiggørelseslæren. Trosartiklens katolicitet vil altså her ikke bestå i dens geografiske universalitet, hvilken ingen enkelt forståelse af emnet kan påstå at besidde, men i dens kronologiske almenhed gennem tiden. Kan en sådan demonstreres, da har vi årsag til at tro, at den er af apostolsk oprindelse og ikke af menneskeligt ophav. For her gælder den tidlige, ca. 160-225 e.Kr.,  nordafrikanske teolog Tertullians mundheld verum quodcunque primum, id esse adulterum quodcunque postrerius, d.v.s., hvad end der er tidligt er sandt, hvad end der er senere af uægte/falsk.

For at begrænse dette indlægs sigte, må vi dog sætte to afgrænsninger. For det første, så vil dette indlæg ikke beskæftige sig med selve Biblens lære om emnet, da det fortjener sit helt eget indlæg. Her vil vi blot overveje hvorvidt den evangeliske udlægning af retfærdiggørelseslæren er historisk, og ikke hvorvidt den er bibelsk. Sat på spidsen, så kunne samtlige af de følgende kirkefædre have taget fejl og deres forståelse af læren være forfejlet, men selv om det var tilfældet, så kan læren i hvert fald ikke være udtryk for et teologisk nybrud med sin oprindelse i 15de århundredes Tyskland.

For det andet, må det indsnævres nærmere hvad der menes med en evangelisk retfærdiggørelseslære. Den troendes indre forvandling, gode gerningers nødvendighed og andre beslægtede emner er, selvom de er meget relevante, ikke fokusset for denne undersøgelse. Tesen som her vil blive kirkehistorisk belyst, er følgende,

”Fornyelse, helliggørelse, dydighed, og gode gerninger er ikke vores retfærdiggørelse eller forligelse [d.v.s. forsoning], eller en del af den. Retfærdiggørelse består derimod i Kristi retfærdigheds nådige tilregnelse og syndernes forladelse for Kristi skyld, hvem vi modtager ved tro alene.” 

Martin Chemnitz, Enchiridion sprg. 164.

Især menneskets indre fornyelse, den ontologiske, d.v.s. værenssmæssige, forvandling af synderen og hans dødelse af kødet (Kolosser 3:5), fortjener sit eget indlæg, men lad det her være nok at sige, at den evangeliske forståelse finder sin godtgørelse i den lære om retfærdiggørelsen, som afviser at menneskets indre og ontologiske retfærdighed er den, ved hvilken han dømmes retfærdig eller uretfærdig på dommes dag. For i afvisningen af Kristi tilregnede retfærdighed, m.a.o. at vores retfærdighed ikke består i vores indre værensmæssige retfærdighed men i Kristi retfærdighed, som er vores ved troen alene. Derfor er den ikke af gerninger, og kan da heller ikke være det, fordi vi forenes med Kristus gennem dåben ved tro. Gerningerne derimod, kan godt til en vis grad forøge vores personlige retfærdighed, d.v.s. vi kan måske være mere eller mindre habituelt, det er vanemæssigt, retfærdige når vi ved Guds nåde lever i overensstemmelse med Hans evige lov. Spørgsmålet vil da være, hvad består vores retfærdighed foran Gud i? På den yderste dag, hvad vil Gud da dømme os retfærdige ved? Vores indre ontologiske retfærdighed eller Kristi tilregnede? Lad os se hvad den gamle kirkes vidner fortæller os.

 

De apostolske fædre – kirkens tidligste vidner

Et af kirkens ældste overleverede breve, blev sendt fra kirken i Rom til kirken i Korinth. Brevet er tilskrevet den ledende præst i menigheden i Rom, Paulus’ medarbejder Clement, om end brevet selv siger, at det er skrevet af flere personer, nok præsterne fra menigheden i Rom. Brevet er særligt interessant, fordi diskussionen om retfærdiggørelseslæren historisk set ofte har handlet om tolkningen af visse passager i Romerbrevet. Brevet indtager derfor en særlig rolle, da det er den tidligste udlægning af kirken i Roms egen forståelse, og modtagelse, af den paulinske lære om retfærdiggørelse, netop den menighed som selv havde modtaget Romerbrevet, og endda selv havde gæstet Paulus i længere tid, Apostlenes Gerninger 28.

Læren om retfærdiggørelse diskuteres i brevets 32ste kapitel, her står der bl.a. følgende,

”også vi, der er kaldede ved hans vilje i Kristus Jesus, retfærdiggøres, ikke ved os selv, heller ikke ved vor visdom eller forstand, eller fromhed, eller de gerninger, vi har udført i hjertets hellighed, men ved troen, ved hvilken den almægtige Gud har retfærdiggjort alle dem, der var fra evighed af. Hans er æren i evighedernes evighed! Amen.”

1. Clement, oversat af Niels Hyldahl, i De apostolske fædre

Brevet beskriver hvordan retfærdiggørelsen er et resultat af Guds vilje, og hvordan vi ikke retfærdiggøres af os selv men af Gud selv ved troen. Man bør i høj grad bemærke samtlige negationer, som følger den positive fremstilling af retfærdiggørelse. Den er af tro, og på ingen måde grundet i os selv, vores visdom, forstand, fromhed, eller de gerninger, vi har udført i hjertes hellighed. Dette er afgørende, for forstår man først, at vores retfærdiggørelse ikke er betinget eller forårsaget af vores egen fromhed eller gerninger gjort i hjertes hellighed, så forstår man også, at vores retfærdighed ikke kan bestå i vores indre fornyelse, helliggørelse eller ontologiske forvandling. Modsat en sådan opfattelse ser vi, at retfærdiggørelsen er af tro, endda udelukkende gerninger gjort i hjertets hellighed. Denne kategori er særligt afslørende for brevets forståelse af retfærdiggørelseslæren, fordi sådanne handlinger forudsætter en allerede troende kristen. For ingen uigenfødt, ingen vantro, ingen ikke-troende kristen kan gøre nogle gode gerninger, ja i endnu mindre grad gerninger gjort i hjertets hellighed. Altså er den retfærdiggørelse som forfatteren omtaler, ikke bare hvad man kan kalde en initial retfærdiggørelse, eller en påbegyndt retfærdiggørelse, f.eks. når en kristen omvender sig og endnu ikke har gjort gerninger. Nej, derimod er hele det kristne livs retfærdiggørelse ikke et resultat af, eller forårsaget af, gode gerninger, ja eller  endog af indre fromhed. Disse kategoriske udelukkelser afviser derfor også enhver forståelse af retfærdiggørelsen som en indre fornyelse eller ontologisk forvandling.

 

Et andet meget tidligt skrift som er overleveret, er Mathetes’ brev til Diognetos. Her læser vi bl.a.

”Men da vor uretfærdighed havde nået sit fulde mål, og det var blevet fuldstændigt klart, at dens løn kunne forventes i form af straf og død, da kom den tid, som Gud forud havde fastsat for at vise sin egen mildhed og kraft – o, hvilken overvældende Guds menneskekærlighed og godhjertethed! Han fattede ikke had til os. Han stødte os ikke bort. Han bar ikke nag. Men han handlede tålmodigt. Han holdt ud. Han var barmhjertig og tog selv vore synder på sig. Han gav selv sin egen Søn hen som løsesum for os, den hellige for lovløse, den ufordærvede for onde, den retfærdige for uretfærdige, den uforgængelige for forgængelige og den udødelige for dødelige. For hvad andet kunne skjule vore synder end hans retfærdighed? Ved hvem andre end Guds enbårne Søn var det muligt, at vi lovløse og gudløse kunne blive kendt retfærdige? O, hvilket herligt bytte! O, hvilken ubegribelig ordning! O, hvilke uventede velgerninger; at manges lovløshed kan skjules af én retfærdig, og at en enestes retfærdighed kan gøre mange lovløse retfærdige!

Diognetbrevet, kap 9, v2-5, oversat af Per Bilde, i De apostolske Fædre

Denne fantastisk smukke og bevægende passage beskriver detaljeret det såkaldte herlige bytte. Brevet er noget svært at datere, men synes at være affattet omkring starten eller midten af det 2nd århundrede. I den citerede passage forklarer forfatteren hvorfor Jesus ikke kom tidligere, end han gjorde. Dette skyldes at menneskehedens synd endnu ikke havde nået sit højdemål, hvad den måtte førend Kristus kom for at frelse os. Teksten igennem bruges motivet med ombytte og tilregnelse. Den hellige for lovløse, den retfærdige for uretfærdige, den udødelige for dødelige, brevet beskriver hvordan vores synder og overtrædelse blev lagt på ham, og hvordan en enestes retfærdighed kan gøre mange lovløse retfærdige. Vores uretfærdighed beskrives som værende blevet skjult af en enestes retfærdighed.

Her ser vi tydeligt tanken om at Kristi tilregnede retfærdighed som et dække over vores uretfærdighed, for selvom den evangelisk retfærdiggørelseslære ikke benægter, at vi i det indre kan opnå en hvis form for retfærdighed, så siger den derimod, lig Diognetbrevet, at vores egentlige retfærdighed består i Kristi retfærdighed, som dækker os og skjuler vores utilstrækkelighed. Det er dette herlige bytte, at vores synd og utilstrækkelighed tilregnes Kristus og bliver lagt på ham, selvom han naturligvis ikke i sit indre bliver en egentlig fordærvet synder, og modsat, at hans fuldkomne retfærdighed dækker os og tilregnes os, også selvom vi i vores indre ej heller bliver fuldkomne retfærdige, der er underskønt. Denne transaktion, eller noget smukkere sagt, dette herlige bytte beskriver Diognetbrevet smukt. Brevet benytter helt sikkert det paulinske sprogbrug fra skriftsteder som Gal 3:27, Rom 6, 2 Kor 5:21, og Filipperbrevet 3:7f, der netop beskriver hvordan den troendes retfærdighed ikke består i hans egen retfærdighed, men af Kristi retfærdighed, som den troende tilregnes, Paulus siger i Fillip. 3, ”og jeg regner det for skarn [sine fortjeneste/gode gerninger], for at jeg kan vinde Kristus  og findes i ham, ikke med min egen retfærdighed, den fra loven, men med den, der fås ved troen på Kristus, retfærdigheden fra Gud grundet på troen”

Bemærk også Diognetbrevets beskrivelse af Kristi tilregnede retfærdighed, først beskrives den retfærdige, så Hans retfærdighed, og til sidst en enestes retfærdighed. Her står Guds egen retfærdighed helt centralt, hvordan den dækker os og skjuler vores lovløshed, og ombytning af vores synd for hans retfærdighed.

Disse to tidlige tekster er skønne eksempler, begge skrevet før anden halvdel af det 2nd århundrede, og stærke vidner for den evangeliske lære om retfærdiggørelse ved tro alene, der på ingen måde er nogen ny lære, men er bevidnet solidt allerede i hos de tidlige apostolske fædre. Til sammenligning kan det nævnes, at disse eksempler begge er tidligere end ordet ”treenighed” er bevidnet, der optræder sidst i det andet århundrede i Sankt Theophilus af Antiochias skrifter. Interessant nok er netop sprogbruget omkring en skøn ombytning et, som findes helt tilsvarende hos Martin Luther, som hyppigt beskrev samme forståelse i flere af sine værker (bl.a. i Om den kristne frihed, Galaterbrevskommentaren m.m.). Et sprogbrug, som vi nu kan se, ikke havde sit ophav i den tyske augustinermunk, men derimod rækker det helt tilbage til oldkirken. Sammenlign f.eks. Diognetbrevets beskrivelse med denne kommentar fra Luther til Galaterbrevets tredje kapitel,

Således gjorde han et lykkeligt bytte med os, tog vor syndige person på sig og gav os sin uskyldige og sejrende. Iført og iklædt den befries vi fra lovens forbandelse. For Kristus er selv frivilligt blevet en forbandelse for os. Han siger: Jeg er, hvad min gud-menneskelige person angår, vel­signet og trænger ikke til noget; men jeg vil forringe (egentlig »udtømme«, sammenlign Fil. 2, 7) mig selv og tage jeres dragt og maske på, og i den vil jeg vandre og lide døden, så jeg kan befri jer fra døden. Og da han således bar hele verdens synd, blev han pågrebet, led, blev korsfæstet, døde og blev for vores skyld gjort til en forbandelse. Men da han virkelig var en guddommelig og evig person, kunne døden umuligt holde ham fast. Derfor stod han på den tredje dag op fra døden og lever nu evigt, og der findes ikke mere nogen synd, død eller vor maske i hans person, men kun retfærdig­hed, liv og evig velsignelse.

 

I næste blogindlæg skal vi se nærmere på nogle af de tidlige kirkefædre og deres bevidnelse af retfærdiggørelseslæren. De senere kirkefædres skrifter er også langt mere omfangsrige og derfor også langt mere beskrivende og detaljerede. Så følg endelig med.

PS: Som en lille bonus vedhæftet et videooplæg over samme emne, jeg holdt i St. Martins Kirke på Frederiksberg. 

https://www.youtube.com/watch?v=E7hhjSQDQsE&t=4s

KATOLICITET DEL II - Skriften alene er ufejlbarlig

Derfor bør man søge begrundelse i Guds ord og det gamle, rene kirkelige syn, for man skal ikke antage nogen lære, der ikke er bevidnet i den gamle, rene kirke, da det er indlysende, at den gamle kirke har haft alle trosartikler. Især alle dem, der er nødvendige til frelse. Derfor har magthaverne pligt til en grundig undersøgelse ud fra Guds ord og den gamle kirkelære.

 Betænkning fra universitet i Wittenberg, 1536, underskrevet af Luther, Caspar, Creutzinger, Bugenhagen og Melanchthon. 

 

Jeg bringer dette citat her, dels for at fastslå det lutherske sigte, og dels for imødegå et potentielt modargument. For det første viser udsagnet her meget godt den lutherske katolicitet. Teologisk begrundelse skal hentes i den hellige Skrift, som alene er ufejlbarlig (mere om det senere), men når det er sagt, så er kirkehistorien og kirkefædrene en nyttig vejledning til den sande lære, der belyser og oplyser vores tolkning af Skriften. Som nævnt i det tidl. indlæg, så er troen overleveret een gang for alle, Judas 1:3, og troslære opfindes derfor ikke, men overleveres derimod. 

For det andet viser citatet også meget vel, hvad vi skal forstå ved begrebet sola scriptura. Den latinske frase betyder som bekendt Skriften alene, men det bliver dog desværre ofte misforstået, hvad der menes med Skriften alene. Nogen påstår meget karikeret og fejlagtigt, at sola scriptura betyder, at vi kun skal bruge Biblen og intet andet. Skriften alene, mutters alene. At forstå sola scriptura således ville dog være helt fremmet for de lutherske reformatorer, der, som bekendt, ofte benyttede mange andre autoriteter end Skriften alene. Sola Scriptura udelukker nemlig ikke eksistensen af andre vægtige autoriteter, for familiens ægtemand, menighedens præst, kirkens bekendelsesskrifter, trosbekendelserne og kirkefædrene er jo alle vigtige og konkrete autoriteter i den troendes liv. Men hvad skal vi så forstå ved sola scriptura? Betegnelsen udelukker ikke eksistensen af andre autoriteter, men afviser derimod enhver tale om andre ufejlbarlige autoriteter. Skriften alene er indblæst af Gud, d.v.s. inspireret, og helt igennem fri for fejl. Skriften alene står derfor som troens ufravigelige rettesnor. Skriften er troens norm, og den normerer alle andre normer, for at bruge det klassiske lutherske udtryk. Ægtemanden, præsten, bekendelserne og kirkefædrene er alle sammen normer, som vi følger, men de er normerede normer, norma normata, idet det alene er den ufejlbarlige Skrift, som normerer dem. Biblen er således norma normans, rettesnoren for alle andre snore, guldstandarden så at sige.

Nu hvor begrebet forhåbentligvis er afklaret, og misforståelserne og stråmændene ryddet af vejen, så kan vi stille et mere afgørende spørgsmål. Er påstanden om Biblen som kirkens eneste ufejlbarlige autoritet noget Luther m.fl. fandt på i 1500-tallet, eller er det en del af den lære, som én gang er overleveret de hellige?

Vi vil nøjes med at gå i dybden med Augustins syn på det forholdet. Selvom vi både kunne have nævnt forfatteren til 1. Clementsbrev, ca. år 70, eller Irenæus, ca. år 180, som bl.a. siger at hele Herrens belæring, omnem doctrinam, Mod kætterne 4:66, findes i Skriften, eller Kyrillos af Jerusalem, der var ærkebiskop i samme by, og som bl.a. skrev omkr. 370erne, ”for vedrørende troens guddommelige og hellige mysterier må end ikke en henkastet bemærkning ytres uden [belæg i] den Hellige Skrift. Ej heller bør vi ledes bort af bare muligheder eller retoriske figurer. Selv jeg, der fortæller jer disse ting, bør I ikke give absolut tillid, medmindre du modtager bevis for de ting jeg meddeler [jer] fra den guddommelige Skrift. For denne frelse som vi tror på, er ikke afhængig af snedig fornuft, men på bevis fra den Hellige Skrift.

Passagen her er særlig interessant, fordi den er talt af en ærkebiskop i hans Kateketiske forelæsning, IV:17, til katekumenerne, d.v.s. udøbte troende som var ved at lære troen at kende. Selv disse udøbte troende får besked på at dømme ærkebiskops udsagn, og kun tage imod det, som tales med belæg i Skriften. Ikke fordi den gode biskop Kyrillos ikke var en autoritet, men fordi Skriften alene er den ufejlbarlige autoritet.

Augustin og Skriften alene

Alt dette er naturligvis kun korte oprids, langt mere kunne siges om både Irenæus og Kyrillos, men med øje for længden så vil vi her nøjes med at tage et dybere dyk ned i Augustins syn på forholdet mellem Biblen og kirken, kirkefædrene og dens koncilier. Lig lutheranerne foroven så anså Augustin også kirkens tradition som en autoritet. Men ulig flere kristne grupper i dag, så anså Augustin ingen af disse som ufejlbarlige, noget alene Guds ord var. Han skriver bl.a. i et brev til Hieronimus følgende,

“For I confess to your Charity that I have learned to yield this respect and honour only to the canonical books of Scripture: of these alone do I most firmly believe that the authors were completely free from error.(…) As to all other writings, in reading them, however great the superiority of the authors to myself in sanctity and learning, I do not accept their teaching as true on the mere ground of the opinion being held by them; but only because they have succeeded in convincing my judgment of in truth either by means of these canonical writings themselves, or by arguments addressed to my reason.” Augustine, Letter 82.1.3 NPNF1.1

Skriftens forfattere, i modsætning til alle andre, var uden fejl. Citatets anden halvdel er også meget sigende, idet hellighed og lærdom ikke i sig selv er tilstrækkelige garanter for sandhed. Derimod må udsagn dømmes ud fra Skriften. Augustin selv stod derfor fast i sine overbevisninger, medmindre han blev overtalt af selve de kanoniske skrifter eller argumenter rettet mod fornuften. Et udsagn som er næsten ordret magen til augustinermunken Martin Luthers berømte ord, som han talte ved Rigsdiæten i Worms lidt mere end 1100 år senere, ”med mindre jeg overbevises af Skriften eller den rene fornuft (…) så hverken kan jeg eller vil jeg trække noget tilbage”

Kirkefædrene, der er vigtige og nyttige at læse, behandler Augustin også ligeledes, i et andet brev siger han,

“As to the reply which you were pleased to give me concerning Origen, I did not need to be told that we should, not only in ecclesiastical writers, but in all others, approve and commend what we find right and true, but reject and condemn what we find false and mischievous” Augustine, Letter 40.5.9 NPNF1.1

Princippet er klart, selv berømte kirkefædre som Origenes og andre kirkelige forfattere kan fejle, og vi må selv dømme slet fra ret, og både modtage og afvise. Disse overvejelser nævnes ikke kun i flæng eller i hans breve alene, men er udtryk for Augustins paradigme. Hans syn på Skriftens ufejlbarlighed og suveræne position over kirken og dens lærere optræder også værket Om dåben, hvor Augustin giver denne smukke definition på sola scriptura, som går hånd i handske med det lutherske syn,

“But who can fail to be aware that the sacred canon of Scripture, both of the Old and New Testament, is confined within its own limits, and that it stands so absolutely in a superior position to all later letters of the bishops, that about it we can hold no manner of doubt or disputation whether what is confessedly contained in it is right and true; but that all the letters of bishops which have been written, or are being written, since the closing of the canon, are liable to be refuted if there be anything contained in them which strays from the truth, either by the discourse of some one who happens to be wiser in the matter than themselves, or by the weightier authority and more learned experience of other bishops, or by the authority of Councils; and further, that the Councils themselves, which are held in the several districts and provinces, must yield, beyond all possibility of doubt, to the authority of plenary Councils which are formed for the whole Christian world; and that even of the plenary Councils, the earlier are often corrected by those which follow them, when, by some actual experiment, things are brought to light which were before concealed, and that is known which previously lay hid, and this without any whirlwind of sacrilegious pride, without any puffing of the neck through arrogance, without any strife of envious hatred, simply with holy humility, catholic peace, and Christian charity?” Augustine, On Baptism 2.3.4 NPNF1.4

Skriften står i så absolut en overlegen position over ikke bare episkopale rundskrivelser, men endda også over lokale synoder og økumeniske koncilier, også selvom disse koncilier måtte repræsentere hele den kristne verden. Alene Skriften, Guds ord, står som det urokkelige og ufejlbarlige fundament, hvorpå kirken er bygget, alt andet, om end nyttigt og autoritativt, må altid lade sig rette af Skriften. I et andet værk kommenterer han igen på denne væsensforskel mellem Skriften og al senere skrift,

“there is a distinct boundary line separating all productions subsequent to apostolic times from the authoritative canonical books of the Old and New Testaments. The authority of these books has come down to us from the apostles through the successions of bishops and the extension of the Church, and, from a position of lofty supremacy, claims the submission of every faithful and pious mind.” Augustine, Reply to Faustus 11.5 NPNF1.4

Skriften, som er overleveret i Kristi kirke, står over al anden autoritet, ingen kirkelig lov, ingen rundskrivelse, ærkebiskop, patriark eller pave er hævet over dens autoritet, og de må hver især dømmes ud fra hvorvidt de adlyder Guds ords sandhed eller ej. Sola scriptura er således ingen ny lære, opfundet og udbredt i senmiddelalderen. Et sådant synspunkt ignorerer de talrige og vigtige oldkirkelige udsagn om forholdet mellem Biblen og kirken. De lutherske reformatorer tog således blot gammel vin på nye skin, da de insisterede på at underlægge kirkens gejstlighed og tradition Skriftens højt ophævede og suveræne autoritet.

 

KATOLICITET - DEL I - Et lys til sand lære

Når vi søndag på søndag bekender, at vi tror på een hellig og almindelig kirke, så er det en anden måde at sige på, at vi tror på en hellig katolsk kirke. Ordet katolsk betydet nemlig almindelig, og er det ord, der bruges i bekendelsens oprindelige græske form. Katolsk kommer af to græske ord, kata, ifølge, og holikos, helhed, som vi bl.a. kender fra ordet holistisk. 

Sammenfattet betyder det altså ifølge helheden, d.v.s. det universale eller almindelige. Ordet almindeligt er altså i denne sammenhæng helt ualmindeligt vigtigt, for lige så vel som at kirken er og må være een, da den jo er Jesu brud, Efeserbrevet 5:24-29, så må kirken også være almindelig, universel. Det kan også siges negativt, kirken kan ikke være partikulær, eller adskilt fra helheden. Det kan alt sammen virke vagt, for der findes jo utrolig mange kirkesamfund, større og mindre, som alle mener, at de har krav på titlen som den sande, eller i hvert fald mest sande, repræsentant for den kristne lære. Så hvordan skal vi så afgøre dette? Her er begrebet katolicitet meget nyttigt, med katolicitet skal vi forstå almenhed, og en sådan almenhed kan netop være et hjælpemiddel til at sandsynliggøre sandhedsværdien af et lærepunkt. Katoliciteten kan således være en målestok for sand og falsk lære.

Vi kan tage dåben til eksempel. Mange kristne afviser i dag barnedåb. Det er dog ret let historisk at følge denne særegne praksis tilbage til een specifik kristen gruppe, anabaptisterne, i et enkelt specifikt geografisk område. I modsætning til denne lille gruppe, ud af hvilken nutidens barnedåbsafvisere er sprunget, står resten af kirkerne. Selvsagt døber både lutheranere og anglikanere spædbørn, men også romerske katolikker, østortodokse, koptere, armeniere, den syriske kirke m.m.fl. Og ikke bare er dåb af spædbørn en universal praksis geografisk set, men også tidsligt er denne praksis bevidnet fra vores tid af og helt tilbage til den tidligste kirke. Origenes af Alexandria nævner i sin kommentar til Romerbrevet til kap. 5:9, omkring år 250 e.Kr., at dåb af spædbørn er en apostolsk tradition, som er overleveret af Jesu egne apostle. Irenæus skriver omkring år 190 e.Kr. i sit værk Mod kætterne at ikke bare gamle og unge og børn, men også spædbørn, genfødes og helliggøres, Bog 2, 22:4, hvor Irenæus spiller på Paulus' sprogbrug fra Titus 3:5, hvor dåben beskrives som genfødslens bad, "frelste han os, ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger, men fordi han er barmhjertig; det gjorde han ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden"

Polykarp, en af de tidligste kirkefædre, som endda var oplært af apostlen Johannes, beskriver også hvordan han havde været været Kristi tjener i hele 86 år, da han som gammel mand var på vej mod sit matyrium. Polykarps noget kryptiske kommentar om at have tjent Kristus i 86 år forklares bedst ved at se den i sammenhæng med hans dåb som spædbørn, hvorved han hele sit 86 årige liv kunne have sagt, at han havde tjent Herren. 

Meget mere kunne siges om dette, men eksemplet illustrerer fint metoden. Selvom (ana)baptisterne i dag påstår, at de med belæg i Biblen kan afvise dåb af spædbørn, så lider deres påstand en massiv udfordring i forhold til sin katolicitet. Afvisning af barnedåb er nemlig et ganske partikulært lærepunkt, som er opstået i et særligt sted i Centraleuropa, i et særligt århundrede, og kan således tydeligvis ikke gå tilbage til apostlene. Har (ana)baptisterne ret, så skulle den almindelige kirke altså havde misforstået dåben, og endda uafhængigt af hinanden alle sammen være kommet frem til præcis det samme kætteri, lige fra Kaukasus bjerge i Armenien til kelterne i Skotland, alle skulle have opfundet samme fejl og have praktiseret denne i små femtenhundred år, indtil (ana)baptisterne så lyset. 

En sådan tilgang er dog naturligvis hverken sandsynlig eller overbevisende. Apostlen Judas skriver i sit brev at "jeg har anset det for nødvendigt at skrive til jer og formane jer til at kæmpe for den tro, som een gang for alle er overdraget de hellige" Judas 1:3. Troen er een gang overgivet de hellige, og derfor kan vi da også se, at barnedåben er en apostolsk praksis, da den er overleveret universelt, og er at finde i samtlige oldkirkelige samfund, hvad der kan nemt kan forklares ved, at denne lære går tilbage til alle disse forskellige kirkesamfunds ophav, nemlig apostlene selv, der i så fald har videregivet denne praksis.

Den Evangeliske traditions katolicitet

Evangelisk kristendom må derfor også være funderet dybt i troens katolicitet. Den lutherske samling af bekendelsesskrifter, Konkordiebogen, nævner også dette, bl.a. siger den, "Vi udtænker i denne sag ikke noget nyt af os selv, men tager og henter forklaringer, som den gamle rettroende kirke har givet om dette, med godt grundlag i den Hellige Skrift" Konkordiebogen, SD, art. 8

For at understrege katoliciteten ved den lutherske lære, citeres kirkefædrene da også hyppigt som belæg for de teologiske udsagn, netop fordi det oldkirkeligt vidnesbyrd, d.v.s. katoliciteten, er vigtig. Konkordiebogen citerer bl.a. Augustin af Hippo 55 gange, Ambrosius biskop af Milano 16 gange, Chrysostomos ærkebiskop af Konstantinopel 10 gange og utallige andre kirkefædre. 

Den evangeliske lære er derfor ikke bare i overensstemmelse med Skriften, hvilket den først og fremmest må være, men finder også belæg i oldkirken. Fillip Melanchthon, forfatteren af den lutherske hovedbekendelse Den Augsburgske Bekendelse skriver derfor i sin apologi af samme, "For vi ved, at disse ting som vi har sagt, er i overensstemmelse med de profetiske og apostolske Skrifter, med de hellige fædre, Ambrosius, Augustin og mange andre, og med hele Kristi kirke, som i sandhed bekender at Kristus er den, der forsoner og retfærdiggør." Apologien for den Augsburgske Bekendelse, art. 5. 

Dette understreger vigtigheden af historicitet og katolicitet, nemlig det at sand kristendom ikke kan være en menneskelig tradition, eller et kunstigt tillæg som er føjet på senere, men derimod må det være den kostbare overlevering af den ene sande og livgivende tro, som een gang for alle er overleveret de hellige. Med Melanchthons ord, "For det andet, bør dette overholdes. Det er ikke sikkert at modtage nogen troslære, for hvilken der intet vidnesbyrd findes i oldkirken" Loci Communes 1535, kap. 32.

Det spørgsmål vi så skal se nærmere på i de følgende indlæg, vil være dette, er lutheranismen katolsk? Besidder de lutherske dogmer, så som Skriften alene og retfærdiggørelse ved tro alene, katolicitet? Er det lærepunkter, der udtrykker menneskers traditioner, eller bevidner oldkirken dem også, som en del af den apostolske tro, der er åbenbaret i Skriften og overleveret i kirken? 

I næste indlæg skal vi undersøge synet på Biblen og dens autoritet i den tidlige kirke. 

Håber at I vil læse med.

Højkirkelighed peger os mod den Højeste

Spørgsmålet om højkirkelighed og lavkirkelig er et både spændende og udfordrende emne. For i vores svar på det spørgsmål, sætter vi rammerne for vores gudstjenester søndag efter søndag. Dette er kirkens hjerteslag, hvor de troende samles i fællesskab, tilbedelse, bekendelse og forkyndelse. Derfor er teologien, det vi tror på og det vi lærer, uløseligt knyttet til gudstjenesten. For den måde vi tilbeder på, afspejler uhjælpeligt også meget af det, vi tror på.

Så er hvad er højkirkelighed? Højkirkelig er den gudstjeneste, der peger de troende mod den Højeste. I landsbykirkerne og de store middelalderkatedraler er der højt til løftet, høje slanke søjler holder hvælvingerne oppe, og disse lange lodrette linjer drager øjnene opad, op imod den Gud vi længes efter. De store vinduer bader kirkerummet i lys, fordi vi i forkyndelsen af ordet oplyses af Ordet, der er vejen, sandheden og livet.

Gudstjenesten foregår efter en fast ramme, med nedskrevne bønner og med respekt for traditionen. For med dette viser vi, at det ikke handler om præsten. Vi gemmer præsten væk i en dragt og gør ham anonym. Vi giver ham nedskrevne bønner, fordi det ikke skal handle om ham men om Gud. Vi gør det, fordi han ikke skal fokusere på sig selv, og hvad han finder på i øjeblikket. Han sættes fri ved hjælp af den faste struktur, så han kun skal fokusere på een ting, nemlig at forkynde ordet ret og forvalte sakramenterne vel.

For gudstjenesten handler ikke bare om dig, men om Gud - og idet den handler om Gud, er den for dig. Gudstjenesten er derfor Guds tjeneste til os, fordi vi hører Hans løfte om tilgivelse og møder Kristus i Ordet forkyndt og i nadveren. Han viser sig i form af brød og vin for os, så vi kan vide, at vores åndelige næring og føde er dér. Det er sanseligt, det er objekt og extra nos, uden for os.

Dette står i modsætning til lavkirken. For når vi ikke søger Kristus dér, hvor Han lovede os at møde os, i Ordet og nadveren, så søger man Ham dér, hvor Han ikke er. Den subjektive følelse, den flygtige mavefornemmelse. I forsøget på at blive relevant, efter tidsåndens betingelser, bliver kirken blot jordisk og irrelevant.

I det dunkle mørke rum, til lyden af sekulært inspireret indierock-musik fra en scene, minder det mere om en verdslig koncert end om Guds menighed, der skal være i verden men ikke af verden.

Pop-scene, plexiglas og dunkel belysning er ikke bare uskyldige udtryksformer, men udtryk for en teologi, der vægter mig og Jesus og den flygtige mavefornemmelse. For i mørket ser du ikke menigheden og altret, her er rampelyset på scenen, på popband og prædikant. Det bliver abstrakt, og åbner døren for relativisme, fordi erkendelsen og oplevelsen af Gud bliver individualiseret og subjektiv, adskilt fra menigheden og det håndgribelige. Den bliver foranderlig og løsrøvet for den overlevering, som binder de kristne pris af Gud sammen henover århundrederne. 

Dette er langt fra Guds tjeneste til os i ord og sakramente. For når det igen bliver mandag og hverdag, og følelsen er forstummet, hvor er trøsten og troens grundlag så hvis ikke i ord og sakramente?