KATOLICITET DEL II - Skriften alene er ufejlbarlig

Derfor bør man søge begrundelse i Guds ord og det gamle, rene kirkelige syn, for man skal ikke antage nogen lære, der ikke er bevidnet i den gamle, rene kirke, da det er indlysende, at den gamle kirke har haft alle trosartikler. Især alle dem, der er nødvendige til frelse. Derfor har magthaverne pligt til en grundig undersøgelse ud fra Guds ord og den gamle kirkelære.

 Betænkning fra universitet i Wittenberg, 1536, underskrevet af Luther, Caspar, Creutzinger, Bugenhagen og Melanchthon. 

 

Jeg bringer dette citat her, dels for at fastslå det lutherske sigte, og dels for imødegå et potentielt modargument. For det første viser udsagnet her meget godt den lutherske katolicitet. Teologisk begrundelse skal hentes i den hellige Skrift, som alene er ufejlbarlig (mere om det senere), men når det er sagt, så er kirkehistorien og kirkefædrene en nyttig vejledning til den sande lære, der belyser og oplyser vores tolkning af Skriften. Som nævnt i det tidl. indlæg, så er troen overleveret een gang for alle, Judas 1:3, og troslære opfindes derfor ikke, men overleveres derimod. 

For det andet viser citatet også meget vel, hvad vi skal forstå ved begrebet sola scriptura. Den latinske frase betyder som bekendt Skriften alene, men det bliver dog desværre ofte misforstået, hvad der menes med Skriften alene. Nogen påstår meget karikeret og fejlagtigt, at sola scriptura betyder, at vi kun skal bruge Biblen og intet andet. Skriften alene, mutters alene. At forstå sola scriptura således ville dog være helt fremmet for de lutherske reformatorer, der, som bekendt, ofte benyttede mange andre autoriteter end Skriften alene. Sola Scriptura udelukker nemlig ikke eksistensen af andre vægtige autoriteter, for familiens ægtemand, menighedens præst, kirkens bekendelsesskrifter, trosbekendelserne og kirkefædrene er jo alle vigtige og konkrete autoriteter i den troendes liv. Men hvad skal vi så forstå ved sola scriptura? Betegnelsen udelukker ikke eksistensen af andre autoriteter, men afviser derimod enhver tale om andre ufejlbarlige autoriteter. Skriften alene er indblæst af Gud, d.v.s. inspireret, og helt igennem fri for fejl. Skriften alene står derfor som troens ufravigelige rettesnor. Skriften er troens norm, og den normerer alle andre normer, for at bruge det klassiske lutherske udtryk. Ægtemanden, præsten, bekendelserne og kirkefædrene er alle sammen normer, som vi følger, men de er normerede normer, norma normata, idet det alene er den ufejlbarlige Skrift, som normerer dem. Biblen er således norma normans, rettesnoren for alle andre snore, guldstandarden så at sige.

Nu hvor begrebet forhåbentligvis er afklaret, og misforståelserne og stråmændene ryddet af vejen, så kan vi stille et mere afgørende spørgsmål. Er påstanden om Biblen som kirkens eneste ufejlbarlige autoritet noget Luther m.fl. fandt på i 1500-tallet, eller er det en del af den lære, som én gang er overleveret de hellige?

Vi vil nøjes med at gå i dybden med Augustins syn på det forholdet. Selvom vi både kunne have nævnt forfatteren til 1. Clementsbrev, ca. år 70, eller Irenæus, ca. år 180, som bl.a. siger at hele Herrens belæring, omnem doctrinam, Mod kætterne 4:66, findes i Skriften, eller Kyrillos af Jerusalem, der var ærkebiskop i samme by, og som bl.a. skrev omkr. 370erne, ”for vedrørende troens guddommelige og hellige mysterier må end ikke en henkastet bemærkning ytres uden [belæg i] den Hellige Skrift. Ej heller bør vi ledes bort af bare muligheder eller retoriske figurer. Selv jeg, der fortæller jer disse ting, bør I ikke give absolut tillid, medmindre du modtager bevis for de ting jeg meddeler [jer] fra den guddommelige Skrift. For denne frelse som vi tror på, er ikke afhængig af snedig fornuft, men på bevis fra den Hellige Skrift.

Passagen her er særlig interessant, fordi den er talt af en ærkebiskop i hans Kateketiske forelæsning, IV:17, til katekumenerne, d.v.s. udøbte troende som var ved at lære troen at kende. Selv disse udøbte troende får besked på at dømme ærkebiskops udsagn, og kun tage imod det, som tales med belæg i Skriften. Ikke fordi den gode biskop Kyrillos ikke var en autoritet, men fordi Skriften alene er den ufejlbarlige autoritet.

Augustin og Skriften alene

Alt dette er naturligvis kun korte oprids, langt mere kunne siges om både Irenæus og Kyrillos, men med øje for længden så vil vi her nøjes med at tage et dybere dyk ned i Augustins syn på forholdet mellem Biblen og kirken, kirkefædrene og dens koncilier. Lig lutheranerne foroven så anså Augustin også kirkens tradition som en autoritet. Men ulig flere kristne grupper i dag, så anså Augustin ingen af disse som ufejlbarlige, noget alene Guds ord var. Han skriver bl.a. i et brev til Hieronimus følgende,

“For I confess to your Charity that I have learned to yield this respect and honour only to the canonical books of Scripture: of these alone do I most firmly believe that the authors were completely free from error.(…) As to all other writings, in reading them, however great the superiority of the authors to myself in sanctity and learning, I do not accept their teaching as true on the mere ground of the opinion being held by them; but only because they have succeeded in convincing my judgment of in truth either by means of these canonical writings themselves, or by arguments addressed to my reason.” Augustine, Letter 82.1.3 NPNF1.1

Skriftens forfattere, i modsætning til alle andre, var uden fejl. Citatets anden halvdel er også meget sigende, idet hellighed og lærdom ikke i sig selv er tilstrækkelige garanter for sandhed. Derimod må udsagn dømmes ud fra Skriften. Augustin selv stod derfor fast i sine overbevisninger, medmindre han blev overtalt af selve de kanoniske skrifter eller argumenter rettet mod fornuften. Et udsagn som er næsten ordret magen til augustinermunken Martin Luthers berømte ord, som han talte ved Rigsdiæten i Worms lidt mere end 1100 år senere, ”med mindre jeg overbevises af Skriften eller den rene fornuft (…) så hverken kan jeg eller vil jeg trække noget tilbage”

Kirkefædrene, der er vigtige og nyttige at læse, behandler Augustin også ligeledes, i et andet brev siger han,

“As to the reply which you were pleased to give me concerning Origen, I did not need to be told that we should, not only in ecclesiastical writers, but in all others, approve and commend what we find right and true, but reject and condemn what we find false and mischievous” Augustine, Letter 40.5.9 NPNF1.1

Princippet er klart, selv berømte kirkefædre som Origenes og andre kirkelige forfattere kan fejle, og vi må selv dømme slet fra ret, og både modtage og afvise. Disse overvejelser nævnes ikke kun i flæng eller i hans breve alene, men er udtryk for Augustins paradigme. Hans syn på Skriftens ufejlbarlighed og suveræne position over kirken og dens lærere optræder også værket Om dåben, hvor Augustin giver denne smukke definition på sola scriptura, som går hånd i handske med det lutherske syn,

“But who can fail to be aware that the sacred canon of Scripture, both of the Old and New Testament, is confined within its own limits, and that it stands so absolutely in a superior position to all later letters of the bishops, that about it we can hold no manner of doubt or disputation whether what is confessedly contained in it is right and true; but that all the letters of bishops which have been written, or are being written, since the closing of the canon, are liable to be refuted if there be anything contained in them which strays from the truth, either by the discourse of some one who happens to be wiser in the matter than themselves, or by the weightier authority and more learned experience of other bishops, or by the authority of Councils; and further, that the Councils themselves, which are held in the several districts and provinces, must yield, beyond all possibility of doubt, to the authority of plenary Councils which are formed for the whole Christian world; and that even of the plenary Councils, the earlier are often corrected by those which follow them, when, by some actual experiment, things are brought to light which were before concealed, and that is known which previously lay hid, and this without any whirlwind of sacrilegious pride, without any puffing of the neck through arrogance, without any strife of envious hatred, simply with holy humility, catholic peace, and Christian charity?” Augustine, On Baptism 2.3.4 NPNF1.4

Skriften står i så absolut en overlegen position over ikke bare episkopale rundskrivelser, men endda også over lokale synoder og økumeniske koncilier, også selvom disse koncilier måtte repræsentere hele den kristne verden. Alene Skriften, Guds ord, står som det urokkelige og ufejlbarlige fundament, hvorpå kirken er bygget, alt andet, om end nyttigt og autoritativt, må altid lade sig rette af Skriften. I et andet værk kommenterer han igen på denne væsensforskel mellem Skriften og al senere skrift,

“there is a distinct boundary line separating all productions subsequent to apostolic times from the authoritative canonical books of the Old and New Testaments. The authority of these books has come down to us from the apostles through the successions of bishops and the extension of the Church, and, from a position of lofty supremacy, claims the submission of every faithful and pious mind.” Augustine, Reply to Faustus 11.5 NPNF1.4

Skriften, som er overleveret i Kristi kirke, står over al anden autoritet, ingen kirkelig lov, ingen rundskrivelse, ærkebiskop, patriark eller pave er hævet over dens autoritet, og de må hver især dømmes ud fra hvorvidt de adlyder Guds ords sandhed eller ej. Sola scriptura er således ingen ny lære, opfundet og udbredt i senmiddelalderen. Et sådant synspunkt ignorerer de talrige og vigtige oldkirkelige udsagn om forholdet mellem Biblen og kirken. De lutherske reformatorer tog således blot gammel vin på nye skin, da de insisterede på at underlægge kirkens gejstlighed og tradition Skriftens højt ophævede og suveræne autoritet.

 

KATOLICITET - DEL I - Et lys til sand lære

Når vi søndag på søndag bekender, at vi tror på een hellig og almindelig kirke, så er det en anden måde at sige på, at vi tror på en hellig katolsk kirke. Ordet katolsk betydet nemlig almindelig, og er det ord, der bruges i bekendelsens oprindelige græske form. Katolsk kommer af to græske ord, kata, ifølge, og holikos, helhed, som vi bl.a. kender fra ordet holistisk. 

Sammenfattet betyder det altså ifølge helheden, d.v.s. det universale eller almindelige. Ordet almindeligt er altså i denne sammenhæng helt ualmindeligt vigtigt, for lige så vel som at kirken er og må være een, da den jo er Jesu brud, Efeserbrevet 5:24-29, så må kirken også være almindelig, universel. Det kan også siges negativt, kirken kan ikke være partikulær, eller adskilt fra helheden. Det kan alt sammen virke vagt, for der findes jo utrolig mange kirkesamfund, større og mindre, som alle mener, at de har krav på titlen som den sande, eller i hvert fald mest sande, repræsentant for den kristne lære. Så hvordan skal vi så afgøre dette? Her er begrebet katolicitet meget nyttigt, med katolicitet skal vi forstå almenhed, og en sådan almenhed kan netop være et hjælpemiddel til at sandsynliggøre sandhedsværdien af et lærepunkt. Katoliciteten kan således være en målestok for sand og falsk lære.

Vi kan tage dåben til eksempel. Mange kristne afviser i dag barnedåb. Det er dog ret let historisk at følge denne særegne praksis tilbage til een specifik kristen gruppe, anabaptisterne, i et enkelt specifikt geografisk område. I modsætning til denne lille gruppe, ud af hvilken nutidens barnedåbsafvisere er sprunget, står resten af kirkerne. Selvsagt døber både lutheranere og anglikanere spædbørn, men også romerske katolikker, østortodokse, koptere, armeniere, den syriske kirke m.m.fl. Og ikke bare er dåb af spædbørn en universal praksis geografisk set, men også tidsligt er denne praksis bevidnet fra vores tid af og helt tilbage til den tidligste kirke. Origenes af Alexandria nævner i sin kommentar til Romerbrevet til kap. 5:9, omkring år 250 e.Kr., at dåb af spædbørn er en apostolsk tradition, som er overleveret af Jesu egne apostle. Irenæus skriver omkring år 190 e.Kr. i sit værk Mod kætterne at ikke bare gamle og unge og børn, men også spædbørn, genfødes og helliggøres, Bog 2, 22:4, hvor Irenæus spiller på Paulus' sprogbrug fra Titus 3:5, hvor dåben beskrives som genfødslens bad, "frelste han os, ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger, men fordi han er barmhjertig; det gjorde han ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden"

Polykarp, en af de tidligste kirkefædre, som endda var oplært af apostlen Johannes, beskriver også hvordan han havde været været Kristi tjener i hele 86 år, da han som gammel mand var på vej mod sit matyrium. Polykarps noget kryptiske kommentar om at have tjent Kristus i 86 år forklares bedst ved at se den i sammenhæng med hans dåb som spædbørn, hvorved han hele sit 86 årige liv kunne have sagt, at han havde tjent Herren. 

Meget mere kunne siges om dette, men eksemplet illustrerer fint metoden. Selvom (ana)baptisterne i dag påstår, at de med belæg i Biblen kan afvise dåb af spædbørn, så lider deres påstand en massiv udfordring i forhold til sin katolicitet. Afvisning af barnedåb er nemlig et ganske partikulært lærepunkt, som er opstået i et særligt sted i Centraleuropa, i et særligt århundrede, og kan således tydeligvis ikke gå tilbage til apostlene. Har (ana)baptisterne ret, så skulle den almindelige kirke altså havde misforstået dåben, og endda uafhængigt af hinanden alle sammen være kommet frem til præcis det samme kætteri, lige fra Kaukasus bjerge i Armenien til kelterne i Skotland, alle skulle have opfundet samme fejl og have praktiseret denne i små femtenhundred år, indtil (ana)baptisterne så lyset. 

En sådan tilgang er dog naturligvis hverken sandsynlig eller overbevisende. Apostlen Judas skriver i sit brev at "jeg har anset det for nødvendigt at skrive til jer og formane jer til at kæmpe for den tro, som een gang for alle er overdraget de hellige" Judas 1:3. Troen er een gang overgivet de hellige, og derfor kan vi da også se, at barnedåben er en apostolsk praksis, da den er overleveret universelt, og er at finde i samtlige oldkirkelige samfund, hvad der kan nemt kan forklares ved, at denne lære går tilbage til alle disse forskellige kirkesamfunds ophav, nemlig apostlene selv, der i så fald har videregivet denne praksis.

Den Evangeliske traditions katolicitet

Evangelisk kristendom må derfor også være funderet dybt i troens katolicitet. Den lutherske samling af bekendelsesskrifter, Konkordiebogen, nævner også dette, bl.a. siger den, "Vi udtænker i denne sag ikke noget nyt af os selv, men tager og henter forklaringer, som den gamle rettroende kirke har givet om dette, med godt grundlag i den Hellige Skrift" Konkordiebogen, SD, art. 8

For at understrege katoliciteten ved den lutherske lære, citeres kirkefædrene da også hyppigt som belæg for de teologiske udsagn, netop fordi det oldkirkeligt vidnesbyrd, d.v.s. katoliciteten, er vigtig. Konkordiebogen citerer bl.a. Augustin af Hippo 55 gange, Ambrosius biskop af Milano 16 gange, Chrysostomos ærkebiskop af Konstantinopel 10 gange og utallige andre kirkefædre. 

Den evangeliske lære er derfor ikke bare i overensstemmelse med Skriften, hvilket den først og fremmest må være, men finder også belæg i oldkirken. Fillip Melanchthon, forfatteren af den lutherske hovedbekendelse Den Augsburgske Bekendelse skriver derfor i sin apologi af samme, "For vi ved, at disse ting som vi har sagt, er i overensstemmelse med de profetiske og apostolske Skrifter, med de hellige fædre, Ambrosius, Augustin og mange andre, og med hele Kristi kirke, som i sandhed bekender at Kristus er den, der forsoner og retfærdiggør." Apologien for den Augsburgske Bekendelse, art. 5. 

Dette understreger vigtigheden af historicitet og katolicitet, nemlig det at sand kristendom ikke kan være en menneskelig tradition, eller et kunstigt tillæg som er føjet på senere, men derimod må det være den kostbare overlevering af den ene sande og livgivende tro, som een gang for alle er overleveret de hellige. Med Melanchthons ord, "For det andet, bør dette overholdes. Det er ikke sikkert at modtage nogen troslære, for hvilken der intet vidnesbyrd findes i oldkirken" Loci Communes 1535, kap. 32.

Det spørgsmål vi så skal se nærmere på i de følgende indlæg, vil være dette, er lutheranismen katolsk? Besidder de lutherske dogmer, så som Skriften alene og retfærdiggørelse ved tro alene, katolicitet? Er det lærepunkter, der udtrykker menneskers traditioner, eller bevidner oldkirken dem også, som en del af den apostolske tro, der er åbenbaret i Skriften og overleveret i kirken? 

I næste indlæg skal vi undersøge synet på Biblen og dens autoritet i den tidlige kirke. 

Håber at I vil læse med.

Højkirkelighed peger os mod den Højeste

Spørgsmålet om højkirkelighed og lavkirkelig er et både spændende og udfordrende emne. For i vores svar på det spørgsmål, sætter vi rammerne for vores gudstjenester søndag efter søndag. Dette er kirkens hjerteslag, hvor de troende samles i fællesskab, tilbedelse, bekendelse og forkyndelse. Derfor er teologien, det vi tror på og det vi lærer, uløseligt knyttet til gudstjenesten. For den måde vi tilbeder på, afspejler uhjælpeligt også meget af det, vi tror på.

Så er hvad er højkirkelighed? Højkirkelig er den gudstjeneste, der peger de troende mod den Højeste. I landsbykirkerne og de store middelalderkatedraler er der højt til løftet, høje slanke søjler holder hvælvingerne oppe, og disse lange lodrette linjer drager øjnene opad, op imod den Gud vi længes efter. De store vinduer bader kirkerummet i lys, fordi vi i forkyndelsen af ordet oplyses af Ordet, der er vejen, sandheden og livet.

Gudstjenesten foregår efter en fast ramme, med nedskrevne bønner og med respekt for traditionen. For med dette viser vi, at det ikke handler om præsten. Vi gemmer præsten væk i en dragt og gør ham anonym. Vi giver ham nedskrevne bønner, fordi det ikke skal handle om ham men om Gud. Vi gør det, fordi han ikke skal fokusere på sig selv, og hvad han finder på i øjeblikket. Han sættes fri ved hjælp af den faste struktur, så han kun skal fokusere på een ting, nemlig at forkynde ordet ret og forvalte sakramenterne vel.

For gudstjenesten handler ikke bare om dig, men om Gud - og idet den handler om Gud, er den for dig. Gudstjenesten er derfor Guds tjeneste til os, fordi vi hører Hans løfte om tilgivelse og møder Kristus i Ordet forkyndt og i nadveren. Han viser sig i form af brød og vin for os, så vi kan vide, at vores åndelige næring og føde er dér. Det er sanseligt, det er objekt og extra nos, uden for os.

Dette står i modsætning til lavkirken. For når vi ikke søger Kristus dér, hvor Han lovede os at møde os, i Ordet og nadveren, så søger man Ham dér, hvor Han ikke er. Den subjektive følelse, den flygtige mavefornemmelse. I forsøget på at blive relevant, efter tidsåndens betingelser, bliver kirken blot jordisk og irrelevant.

I det dunkle mørke rum, til lyden af sekulært inspireret indierock-musik fra en scene, minder det mere om en verdslig koncert end om Guds menighed, der skal være i verden men ikke af verden.

Pop-scene, plexiglas og dunkel belysning er ikke bare uskyldige udtryksformer, men udtryk for en teologi, der vægter mig og Jesus og den flygtige mavefornemmelse. For i mørket ser du ikke menigheden og altret, her er rampelyset på scenen, på popband og prædikant. Det bliver abstrakt, og åbner døren for relativisme, fordi erkendelsen og oplevelsen af Gud bliver individualiseret og subjektiv, adskilt fra menigheden og det håndgribelige. Den bliver foranderlig og løsrøvet for den overlevering, som binder de kristne pris af Gud sammen henover århundrederne. 

Dette er langt fra Guds tjeneste til os i ord og sakramente. For når det igen bliver mandag og hverdag, og følelsen er forstummet, hvor er trøsten og troens grundlag så hvis ikke i ord og sakramente?